Tech-giganten Google har denne uge fyret en lang række medarbejdere. 

Et internt notat viser, at fyringen skyldes medarbejdernes protest mod firmaets kontrakt med det israelske militær.

Det skriver flere internationale medier. Herunder CNBC, der er i besiddelse af notatet.

Fyringerne sker efter en demonstration tirsdag, der blandt andet førte til at flere Google-ansatte blev anholdt.

Her demonstrerede både Google-ansatte og almindelige amerikanere foran flere af techgigantens amerikanske kontorer.

Demonstrationen, der blev arrangeret af en organisation ved navn 'intet teknologi til apartheid', skete i protest mod en kontrakt på 1,2 milliarder dollar, der skal give Israels regering og hær forskellige værktøjer som datacentre og online lagringsplads.

Demonstranterne er i mod Googles samarbejde med det Israelske militær, og besatte ifølge CNBC Googles kontor i New York, iført trøjer, hvorpå der stod 'Googlers against genocide' eller ' Googlere mod folkemord' med reference til konflikten mellem Israel og Hamas.

Og det har altså nu ført til, at 28 medarbejdere er blevet fyret. Det fremgår af det interne dokument, som CNBC har fremlagt.

»I har måske læst om demonstrationerne ved nogle af vores kontorer i går. Desværre tog flere ansatte begivenhederne med indenfor. De overtog vores kontorer, skæmmede vores ejendom, og forhindrede andre Googlers arbejde fysisk,« lyder det indledende i meddelelsen.

Og derfor er de 28 medarbejdere altså nu blevet fyret, fremgår det af notatet.

»På baggrund af efterforskningen, har vi i dag opsagt samarbejdet med 28 ansatte, der har vist sig at have været involveret,« lyder det.

Fyringen har fået en gruppe medarbejdere til at komme med en udtalelse, hvor de understreger, at de finder fyringen uretfærdig.

»I aften fyrede google tilfældigt over to dusin ansatte – inklusiv dem, der ikke direkte deltog i gårsdagens historiske 10-timers protest,« lød det blandt andet i udtalelsen, hvor gruppen derudover påpeger, at de har protesteret mod projektet i tre år, uden at høre fra en overordnet i selskabet.

»Ansatte hos Google har en ret til at protestere fredeligt omkring betingelserne for vores arbejde. Disse fyringer var åbenlys gengældelse,« skriver medarbejdergruppen.