FN's menneskerettighedskommissær siger, at det er nødvendigt at finde ud af, hvem der dræbte Jamal Khashoggi.

Omstændighederne ved drabet på den saudiske journalist Jamal Khashoggi bør undersøges af en international kommission.

Det mener FN's højkommissær for menneskerettigheder, Michelle Bachelet.

- Vi har ikke noget mandat til en kriminel efterforskning, konstaterer hun, men tilføjer:

- Jeg anser det for rigtig nødvendigt at finde ud af, hvad der i virkeligheden skete, og hvem der er ansvarlig for dette forfærdelige drab.

En række menneskerettighedsorganisationer har allerede stillet sig bag kravet om en international undersøgelse.

Khashoggi blev slået ihjel, da han i starten af oktober trådte ind på det saudiarabiske konsulat i den tyrkiske by Istanbul.

Det saudiske regime har allerede erkendt, at en større gruppe saudiske agenter var blevet fløjet ind tidligt samme dag. Styret har også medgivet, at det var agenterne, der slog ham ihjel - men ikke at ordren til drabet skulle være kommet oppefra.

Den saudiske journalist skrev blandt andet kritisk om det saudiarabiske styre i avisen Washington Post.

Der er i omverdenen størst fokus på, hvem der beordrede drabet.

Her peger mange oplysninger i retning af den saudiske kronprins, Mohammed bin Salman. Han fungerer som Saudi-Arabiens reelle leder.

/ritzau/dpa