Drab på 110 landarbejdere er årets mest voldelige direkte angreb på uskyldige civile i Nigeria, siger FN-repræsentant.

Mindst 110 civile blev dræbt i et angreb, som den militante gruppe Boko Haram gennemførte i en landsby i det nordøstlige Nigeria lørdag.

Det oplyser FN's humanitære koordinator i landet ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Mindst 110 civile blev dræbt på grusom vis, og mange andre blev såret i dette angreb, siger koordinatoren, Edward Kallon.

Oprindeligt var dødstallet opgjort til 43. Det blev siden opjusteret til 70.

Massakren fandt sted i landsbyen Koshobe nær byen Maiduguri lørdag formiddag.

Ofrene var landbrugsmedarbejdere, mange af dem fra det nordvestlige Nigeria. De var rejst til det uroplagede nordøstlige hjørne af landet for at finde arbejde.

En anti-islamistisk militsgruppe oplyste lørdag til nyhedsbureauet AFP, at gerningsmændene bandt landbrugsarbejderne, inden de skar halsen over på dem.

FN's humanitære koordinator betegner det som ”det mest voldelige direkte angreb mod uskyldige civile i år”.

– Jeg opfordrer til, at gerningsmændene bag dette afskyelige og meningsløse angreb bliver stillet til ansvar, siger Kallon.

Han tilføjer, at der er meldinger om, at et antal kvinder fra landsbyen Koshobe er blevet bortført.

Guvernør Babaganan Umara Zulum fra Borno-delstaten, hvor forbrydelsen fandt sted, deltog søndag i begravelserne af nogle af de mange ofre.

Nigerias præsident, Muhammadu Buhari, fordømmer det voldsomme angreb.

– Hele landet er blevet såret af disse meningsløse drab, siger Buhari.

Ud over Boko Haram hærger den militante islamiske gruppe Iswap også i den nordøstlige del af Nigeria. Begge grupper er i stigende grad begyndt at angribe skovhuggere, hyrder, fiskere og andre arbejdere, som de beskylder for at spionere for militæret og lokale militsgrupper, der bekæmper Boko Haram og Iswap.

Så sent som i sidste måned dræbte militante fra Boko Haram også 22 landmænd nær Maiduguri i to separate angreb.

Ifølge AFP er mindst 36.000 mennesker blevet dræbt i konflikten mellem de forskellige grupperinger siden 2009, mens næsten to millioner er blevet fordrevet.

/ritzau/