Facebook-stifteren, Mark Zuckerberg, er ved at bygge en af verdens dyreste ejendomme på Hawaii.

Det skriver tech-mediet Wired, som bemærker, at opførelsen er omgærdet af stor mystik. 

Mediet, som har talt med ansatte omkring projektet og gransket dokumenter, kalder det en 'tophemmelig Hawaii-base'. Ingen, der arbejder der, må tale om, hvad de er i gang med at bygge for den milliardære Meta-ejer.

»Det er 'fight club'. Vi taler ikke om 'fight club',« siger en tidligere ansat på projektet med henvisning til filmhittet fra 1990erne om en hemmelig klub med netop det motto.

Wired skriver, at 'næsten alle', der bevæger sig ind på området – fra tømrer, elektrikere og malere til sikkerhedsvagter – er underlagt en streng fortrolighedsaftale. Vagter holder øje ved indgangen og patruljerer de omkringliggende strande på firhjulede motorcykler.

Flere ansatte på projektet hævder, at de har hørt om eller set kollegaer, der blev fyret, fordi de havde delt noget om det på sociale medier. En tidligere ansat fortæller Wired, at han blev taget af projektet for at dele et billede af det på Snapchat.

Men hvad ved vi så alligevel om Zuckerbergs mystiske ejendom?

Dokumenter viser ifølge Wired, at grunden, som kaldes Koolau Ranch, har sin egen underjordiske bunker på godt 460 kvadratmeter. Den har også egen energi- og fødevareforsyning.

Medregner man prisen på grunden, vil det hele koste knap 1,6 milliarder kroner. Det skriver Wired, som kalder det en af de dyreste ejendomme i verden.

Ejendommen ligger på øen Kauai, som er den mindste af Hawaiis fire hovedøer. Der bor knap 73.000 mennesker i området.

Wired er kommet i besiddelse af oplysninger, der viser, at den halvfærdige ejendom består af mere end 12 bygninger med mindst 30 soveværelser og 30 badeværelser. Det er centreret omkring to store palæer med elevatorer, kontorer og mødelokaler.

Mediet skriver, at projektet blandt andet er blevet til ved hjælpe af juridiske manøvre og politisk netværk.