Han har forholdt sig tavs i otte årtier.

Men nu står den 98-årige franskmand Edmond  Réveil frem og beretter om en konkret påstået krigsforbrydelse, der har været ukendt indtil nu.

Det gør han i et interview med avisen La Montagne.

Som 19-årig modtag han som en del af en partisangruppe ordre om at skyde på tyske krigsfanger.

Han er det sidste øjenvidne til forbrydelsen.

Den franske partisangruppe skulle, ifølge Réveil, have skudt 47 Wehrmacht-soldater og en fransk kvinde mistænkt for samarbejde med tyskerne.

Det skulle være sket 12. juni 1944 i et skovområde nær landsbyen Meymac i Limousin.

»Vi vidste ikke, hvad vi skulle stille op med fangerne,« siger den 98-årige franskmand til La Montagne.

»Vi modtog ordre om at dræbe dem,« fortæller han.

Ingen af dem ønskede at skyde kvinden, så en tilfældig blev udvalgt.

»Vi tvang dem alle til at grave deres egne grave. Så hældte vi brændt kalk  i dem. Det lugtede af blod. Og så talte vi aldrig om det igen,« siger han.

Den belgiske historiker Bruno Kartheuser har forsket i nedskydningen af tyske soldater nær Meymac.

Han siger til La Montagne:

»Man var ikke forberedt på så mange fanger.«

I dag føler Réveil sig skyldig.

»Det var forkert at dræbe krigsfanger,« siger han.

Han fortæller sin historie nu, så efterkommerne til de dræbte kender sandheden.

De franske myndigheder har meddelt, at de vil lede efter massegraven i de kommende uger.