Filippinerne er ramt af en tropisk storm efter supertyfonen Ragasa, der tidligere på ugen ramte Sydøstasien.

400.000 mennesker er blevet evakueret, og tre er døde i Filippinerne som følge af en tropisk storm, der er kommet efter den såkaldte supertyfon Ragasa.

Det oplyser civilforsvaret i den sydlige del af Bicol-regionen i Filippinerne.

Den tropiske storm, der har fået navnet Bualoi, har revet træer op med rødderne og fået mure til at kollapse. Den bevæger sig fra vest mod nordvest med en hastighed på 30 meter per sekund.

I området Masbate på den sydlige del af øen Luzon gemte folk sig under kirkebænke, da taget på kirken, hvor de søgte ly, blev revet i stykker af stormen.

En kommunalt ansat ingeniør i Masbate ved navn Jerome Martinez fortæller, at vinden ødelagde døren, vinduerne og loftet på kirken omkring klokken 04.00 om morgenen.

- Jeg tror, at flere mennesker bliver nødt til at lade sig evakuere, fordi mange huse er blevet ødelagt, og mange tage er blæst væk. De blokerer gaderne og vejene nu, siger han.

Videoer, som er blevet delt på sociale medier og er blevet verificeret af AFP, viser folk på Visayas-øerne bruge både eller traske gennem vand, som går dem til livet.

Filippinerne bliver i gennemsnit ramt af 20 storme og tyfoner hvert år. Det gør, at millioner af mennesker i de katastroferamte områder befinder sig i en tilstand af konstant fattigdom.

Forskere har advaret om, at stormene bliver mere kraftige, i takt med at verdenstemperaturen stiger grundet de menneskeskabte klimaforandringer.

Myndigheder i Filippinerne advarede torsdag om, at der med den tropiske storm er høj risiko for en livstruende stormflod på op til tre meter.

Tusindvis er stadig fordrevne efter supertyfonen Ragasa, der passerede over landets nordligste del og dræbte mindst ni personer tidligere på ugen.

Der bor 115 millioner mennesker i Filippinerne.

/ritzau/AFP