Tirsdagens voldsomme optøjer i den svenske storby Göteborg fortsatte i mindre grad onsdag. De voldsomme optøjer tager sit udgangspunkt i en konto på det sociale billed-delingsnetværk Instagram, hvor unge svenske piger bliver hængt ud med billeder og krænkende bemærkninger om deres seksualitet.

Et stort antal unge mennesker var derfor mødt op foran Plusgymnasiet tirsdag, for at få fat i den formodede ejer af kontoen - en 17-årig pige. Det lykkedes dog kun delvist, og efterfølgende blev pigen bragt til forhør hos politiet i Göteborg, ligesom den krænkende konto blev lukket - blot for at være oppe igen i en ny version ikke længe efter.

Efter tirsdagens optøjer, hvor 27 blev anholdt og Plusgymnasiet blev lukket, valgte gymnasiets ledelse at holde lukket onsdag.

Men tirsdagens ungdommelige pøbeloptog var dog ikke nok til at komme af med den ophobede vrede over de krænkende billeder og bemærkninger på Instagram. Sent tirsdag aften blev der sendt en sms-kæde rundt mellem de unge, der opfordrede til at møde op igen onsdag, denne gang ved Framtidgymnasiet - ligeledes i Göteborg.

Onsdag eftermiddag mødte omkring 100 unge op foran Fremtidsgymnasiet, men det blev ikke til uroligheder på højde med tirsdagens voldsomme optøjer. Da gruppen af unge ved 16-tiden begyndte at gå i opløsning var tre unge blevet anholdt af politiet.

Den 17-årige pige, hvis vrede den unge pøbel var rettet mod, er gået i skjul med sin familie. Herfra har hun været i kontakt med den svenske avis Aftonbladet, hvor hun forklarer, at hun ikke har noget med den krænkende Instagram-konto at gøre, og at hun selv også er blevet hængt ud på kontoen. Samtidig siger hun, at hun håber, at den person som har kontoen snart bliver fundet.

Torsdag har ledelsen af Framtidsgymnasiet valgt at holde skolen lukket, mens Plusgymnasiet åbner igen.