Anders Lund mener, at Mattias Skjelmose havde fortjent en VM-medalje. Taktisk spil faldt dog uheldigt ud.

Danmark havde en god chance for at tage en VM-medalje i Australien, men danskerne må rejse tomhændede hjem.

Landstræner Anders Lund ærgrer sig over, at et taktisk spil på den sidste kilometer ved VM i landevejscykling kom til at koste Mattias Skjelmose en mulig sølv- eller bronzemedalje.

»Først og fremmest kørte Mattias et vanvittig flot cykelløb. Han havde totalt fortjent en medalje i dag med den måde, han kørte på.«

»Det er lidt den fornemmelse, vi står med nu. Det var fedt at se ham køre så stærkt, og vi var tæt på en medalje, men fik den ikke,« siger Anders Lund til TV 2 Sport.

Efter at belgieren Remco Evenepoel i suveræn stil havde taget VM-titlen, var der lagt op til, at en gruppe med Skjelmose og tre andre ryttere skulle kæmpe om de to sidste pladser på podiet.

Men tempoet gik så meget i stå, at en stor gruppe ryttere kom blæsende bagfra. Skjelmose endte nede på 10.-pladsen.

Den 21-årige dansker forklarede efter løbet, at han havde fået en melding om, at gruppen havde et hul på et minut og 47 sekunder ned til feltet bagved.

Da VM-løbet foregik uden radiokommunikation, kunne Anders Lund ikke hjælpe Skjelmose med de korrekte tider.

»Det er også, hvad der sker. Det er ikke optimalt, at de kørte spurten efter den melding.«

»Man kan undre sig over, eller måske mere ærgre sig over, at de gik så meget i stå, men det tager ikke noget væk fra, at Mattias fik kørt et virkelig godt cykelløb,« siger landstræneren til TV 2 Sport.

»Det var planen, at han skulle med, når Remco begyndte at rykke. Remco var i sin egen liga i dag, men Mattias var efter min mening en af de bedste.«

Anders Lund mener, at Skjelmose befandt sig i en svær taktisk situation, også selv om han havde vidst, at et større felt kom buldrende bagfra.

»Han kunne jo heller ikke køre den udefra 1.000 meter til sidst.«

»Men alle fire havde sikkert gjort det anderledes, hvis de havde vidst, hvor tæt de andre var på. Det skete ikke, og så blev de hentet,« siger Anders Lund.

/ritzau/