Der er bestemt ikke lutter kærlige følelser mellem tennislegenden Boris Becker og hans ene ekskone.

Det står igen klart efter et interview med The Telegraph, hvori den tidligere tennisspiller roser sin anden ekskone Barbara, der er mor til sønnerne Noah og Elias.

Her kaldte han hende 'intelligent' og roste deres samarbejde. Noget, der ikke var tilfældet, da han i interviewet skulle sætte ord på forholdet til Lilly Becker.

»Jeg håber, med Sharlely, at vi kommer til det samme sted. Vi er der ikke endnu. Vi har gode og dårlige øjeblikke,« sagde tyskeren, der i slutningen af sidste år blev løsladt efter at have afsonet en fængselsstraf for at have skjult værdier i kølvandet på en konkursbegæring.

Dommen lød oprindeligt på 2,5 år, men tyskeren blev løsladt før tid og herefter udvist af Storbritannien.

»Hun har sine meninger, der ikke altid er de rigtige – heller ikke ifølge loven. Vi lader det blive ved det,« sagde Becker, der var sammen med Lilly Becker fra 2009 til 2018, desuden i interviewet.

Sammen har de sønnen Amadeus, og ifølge ekskonen bliver han svigtet af Boris Becker. I et interview med Bild lægger hun ikke skjul på, hvad hun mener om eksmandens udtalelser.

»Boris tror, han er så meget klogere end alle andre omkring ham. Så jeg ser da frem til, at han opfylder sine forpligtelser i forhold til sin søn,« siger Lilly Becker.

Boris Becker og Lilly Becker tilbage i 2017.
Boris Becker og Lilly Becker tilbage i 2017. Foto: Rolf Vennenbernd
Vis mere

Det er ikke første gang, den kolde luft mellem de to er blevet udstillet. Det samme skete tilbage i februar, da Lilly Becker fortalte, hvordan Becker har været med til at ødelægge både hende og sønnens tilværelse.

»Fængslet gjorde ikke Boris til et bedre menneske. Boris lever i sin egen verden, hvor alt drejer sig om ham,« sagde hun om eksmanden, som hun beskrev som både kærlig men også 'ekstremt sårende med ord'.

Boris Becker vandt seks grand slam-titler i sin karriere.