Han havde svært ved at dy sig, Thomas Gravesen. Landsholdskollegaen, den stille og smilende Claus Jensen, poserede til ære for B.T.s fotograf Nils Meilvang på træningsbanen i Vedbæk.

Et billede, der skulle bruges til et portræt af Claus Jensen, hvor han ligger afslappet på græsplænen.

Men det var for stor en fristelse for Gravesen, han listede sig ind over den intetanende holdkammerat, trak bukserne til side og viste sine ædlere dele frem. Uskyldig mandehumor og en almindelig joke blandt fodboldspillere.

Men når det sker i DBU-regi og en enkelt rumænsk fotograf forbløffet skyder løs, så kan det udvikle sig. Billedet i den rumænske sportsavis »Prosport« vil formentlig gøre Thomas Gravesen til en endnu mere markant profil - på både godt og ondt - i de kommende dage. pbr/lsp