En stor tragedie ramte lørdag aften dansk væddeløbssport.

En 49-årig kvindelig amatørrytter mistede livet efter en ulykke under et løb på Racing Arena Aalborg og efterlader sig sin mand og to børn.

»Det var en tragisk ulykke under hestevæddeløbet. Personen faldt af hesten under løbet, og hun blev efterfølgende ramt af de øvrige heste. Hun pådrog sig alvorlige skader og kunne ikke overleve,« lød det tidligere søndag fra Nordjyllands Politi til B.T.

Og nu melder Dansk Hestevæddeløb, som lørdag fortalte om den tragiske ulykke, at der bliver tilbudt krisehjælp til alle dem, der overværede tragedien.

Her lyder det, at organisationen har indgået en aftale med en krisepsykolog, der vil være til stede på Jydsk Væddeløbsbane mandag.

»En krisepsykolog vil derfor være til rådighed fra klokken 9.15 og hele dagen på Jydsk Væddeløbsbanes kontor. Alle med behov for at tale med en fagperson om ulykken kan benytte sig af tilbuddet,« oplyser organisationen på sin hjemmeside.

Ifølge Nordjyllands Politi blev der ringet 112 med det samme, da ulykken indtraf, ligesom folk på væddeløbsbanen også ilede til for at iværksætte førstehjælp.

»Hun blev siden fragtet i ambulance til Aalborg Sygehus, hvor førstehjælpen blev indstillet,« lød det søndag morgen fra politiet.

Både Dansk Galop, Jydsk Væddeløbsbane, Racing Arena Aalborg og hele den danske væddeløbssport udtrykte lørdag aften »den største medfølelse«.