En ung mand er fundet død i Rådhusparken torsdag.

Østjyllands Politi modtog en anmeldelse klokken 12.13 torsdag om, at der lå en livløs mand i Rådhusparken i Aarhus.

Anmeldelsen kom fra en borger, der gik forbi stedet og så den livløse mand ligge ved en bænk.

Kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi Janni Lundager oplyste torsdag eftermiddag til B.T. Aarhus, at det ser ud til, at det er en ung mand, men at han endnu ikke er identificeret.

Politiet har torsdag haft Rådhusparken afspærret for at lave undersøgelser på stedet.

Her har der blandt andet været hundepatruljer, der har søgt i parken, ligesom der også har været flere politibiler og betjente til stede.

Torsdag eftermiddag har Østjyllands Politi endnu ikke klarlagt, hvor længe personen har ligget i Rådhusparken, eller hvad omstændighederne for dødsfaldet er.

Derfor vides det heller ikke, om der ligger kriminelle forhold bag.

B.T. Aarhus var til stede ved Rådhusparken og mødte her flere forbipasserende.

Flere havde gået ved Rådhusparken omkring klokken 9 torsdag morgen, hvor der ikke havde været noget at se.