»Vi ved godt, at der lige i øjeblikket foregår noget på Fortnite.«

Sådan siger en af de efterforskere, der kæmper mod de mænd, der forsøger at udnytte børn online. B.T. kunne i går fortælle, at mange danske børn helt ned i syvårsalderen i disse dage bliver kontaktet i computerspillet Fortnite af børnelokkere, der bruger en uhyggelig metode til at lokke børnene til at sende nøgenbilleder af dem selv.

TIP OS! Har du oplevet, at dine børn er blevet kontaktet af børnelokkere i Fortnite eller andre spil, hører B.T. gerne fra dig. Skriv en mail på cweb@bt.dk

»Det, der typisk sker, er, at en voksen finder børnene inde i spillet, og så forsøger de at lokke barnet med over på et andet medie som Messenger, Snapchat eller lignende. Her prøver de at få barnet til at sende billeder af dem selv, og nogle gange lykkes det desværre,« fortæller Flemming Kjærside, der er politikommissær i sektion for cyberrelaterede seksualforbrydelser hos NC3.

Og har barnet først sendt et billede, har børnelokkeren gode betingelser for at presse barnet.

»Det kan have nogle alvorlige yderligere følger, for så har børnelokkeren pludselig en klemme på barnet, og han kan bruge det billede, han har, til at presse barnet yderligere og true med at offentliggøre det, hvis barnet fortæller om, hvad der er sket,« siger Flemming Kjærside.

12-årige Theis Christiansen fortalte i går i B.T., hvordan han var blevet kontaktet af en mand med brugernavnet Mini-Pomfrit-DK i Fortnite, der gerne ville chatte med ham på chatprogrammet Discord. Han tilbød Theis Christiansen valuta, han kunne bruge i spillet, og spurgte flere gange, om han ikke ville sende billeder af sig selv.

B.T. er siden blevet kontaktet af flere forældre, der har oplevet det samme.

Flemming Kjærside fortæller, at det er et kendt fænomen, at børnelokkere bruger populære computerspil til at komme i kontakt med børn.

Det gælder ikke bare Fortnite, men også spil som Counter-Strike, League of Legends og lignende.

Theis Christiansen og hans far Tom Christiansen (Foto: Privatfoto)
Theis Christiansen og hans far Tom Christiansen (Foto: Privatfoto)
Vis mere

Flere forældre anmelder i øjeblikket, at deres børn bliver kontaktet i Fortnite, og det er det helt rigtige at gøre, fortæller Flemming Kjærside.

»Men det allervigtigste er, at man har en dialog med sine børn om det, de spiller,« siger han og forklarer, at man på den måde bedst beskytter sine børn mod børnelokkerne i spillene.

»Der er ingen tvivl om, det kan være vanskeligt. Som forældre har man måske ikke de bedste forudsætninger for at forstå, hvad spillene går ud på, og børn på 10-12 år begynder at være selvstændige og har måske ikke lyst til at inddrage deres forældre i de spil, de sidder og spiller med deres venner,« siger han og råder til, at man alligevel gør en indsats.

»Man kan spørge ind til, hvad det er for et spil, og spørge, om barnet måske vil vise, hvordan han eller hun spiller, og så selvfølgelig have en snak om, at barnet ikke skal tale med fremmede voksne i spillene, og at de skal afvise venneanmodninger fra folk, de ikke kender,« siger han.

Men det er svært, konstaterer politikommissæren.

»Generelt kan vi bare konstatere, at børnelokkeren har fået meget bedre vilkår. Tidligere skulle de have fat i børnene ude på legepladsen, men nu kan de komme helt ind på børneværelset.«