TikTok er meget populær blandt unge, men kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) er bestemt ikke fan.

Ministeren opfordrer nu til, at alle skiller sig af med den populære app.

Det skriver Jakob Engel-Schmidt på X.

Opfordringen kommer umiddelbart efter, at Berlingske har bragt et interview med den 23-årige influencer Kisoan Subakaran, der deler kvindefjendtlige holdninger på sociale medier.

På TikTok har han 78.400 følgere og 4,7 millioner likes.

I interviewet med Berlingske siger Subakaran blandt andet, at »kvinden bør være mandens ejendom« og »adlyde hans ordrer.«

Og det har altså nu fået kulturministeren til tasterne.

På X skriver han:

»Farligt når Big Techs algoritmer fremmer social kontrol og mandschauvinisme. TikTok og andre har et ansvar for, at vores børn ikke vokser op i et vanvittigt ekkokammer. Medierådet for børn og unge anser i øvrigt ikke TikTok som et sikkert sted. Slet appen.«

På TikTok deler Subakaran blandt andet følgende krav til en kvinde under overskriften 'Mine Standarder':

»Ingen drengevenner, ikke bodycount (antal sexpartnere, red.) over ti, ikke poste letpåklædte billeder, babbelader (mindst D-skål), gå anstændigt klædt til daglig, ikke være stærkere end mig, være min ejendel og adlyde mine ordrer.«

I maj skal kulturministeren mødes med sine nordiske kollegaer for at drøfte, hvordan man kan sætte grænser for de sociale medier, når det kommer til unge mennesker.

»Sociale medier og techgiganterne har indtil videre behandlet vores unge mennesker og os andre, som om vi levede i det vilde vesten. En stor del af vores liv foregår på sociale medier styret af techgiganterne, hvor du og jeg ikke har indsigt i algoritmerne. Den tid skal til at være forbi,« har Jakob Engel-Schmidt tidligere sagt til DR