I sommer blev 54-årige Lotte Christensen fra Aalborg indkaldt til screening for brystkræft. En konsultation, der var svær at få i kalenderen, men som ændrede hendes liv.
Da aftalen var blevet udskudt én gang, tænkte Lotte Christensen, at hun nok hellere måtte aflyse et møde på arbejdet for at få tid til at blive screenet.
I baghovedet havde hun sin veninde gennem 30 år, der var blevet ramt af brystkræft. Det var ikke blevet opdaget gennem screening, men ved at veninden fornemmede en knude:
»Jeg havde set det forløb, hun havde været igennem. Det var skræmmende.«
Desuden var Lotte Christensens mand og fire børn også med i tankerne.
»Det er hårdt at være pårørende. Det så jeg med min veninde. Så hvis jeg kunne undgå skaden, ville jeg gerne det.«
Og netop denne tankegang var afgørende for Lotte Christensen, men kan også være afgørende, når det kommer til at opdage brystkræft hos andre danske kvinder og ikke mindst, hvordan de kommer gennem et sygdomsforløb. Det viser et nyt studie fra Aarhus Universitet.
Lotte Christensen havde to år forinden været til selvsamme slags konsultation, men der var intet at finde. Derfor regnede hun heller ikke med, at man ville finde noget denne gang.
»Jeg tog ud på Sygehus Nord på Mammakirurgisk afdeling. Jeg blev taget imod og skulle smide tøjet, hvilket jeg havde det fint med,« forklarer Lotte Christensen og fortsætter:
»De var rigtig venlige og forklarede, hvad der skulle ske. Det gjorde ikke ondt, og jeg skulle forvente svar inden for ti uger.«
Men der gik ikke mere end ti dage, før der lå en besked i e-Boks.
Afdelingen ville gerne se hende til en ekstra undersøgelse.
»Der tænkte jeg fuck. Jeg har selv arbejdet på sygehus for år tilbage, så jeg vidste, at de måtte have set et eller andet.«
På sundhed.dk kunne Lotte Christensen med sin baggrund som social- og sundhedsassistent læse sig frem til, at lægerne havde fundet noget i hendes bryst.
Nyheden blev delt med Lotte Christensens mand, Morten. De har fire voksne børn sammen, men de fik ikke noget at vide til at starte med.
Den 2. juni 2021 tog hun til ekstraundersøgelsen sammen med sin mand. Her blev hendes bryster scannet med ultralyd. Og beskeden var klar:
»Der er en knude her og en mere,« lød dommen.
»Hvor jeg så tænker: 'Nu må du gerne stoppe',« fortæller Lotte Christensen.
Der skulle tages en biopsi af knuderne, og otte dage senere lå der igen besked i e-Boks .
»Her vidste jeg godt, at det var skidt.«
Lotte Christensen havde fået østrogenfølsom kræft i brystet. En kræfttype, der lever af det kvindelige kønshormon og kræver en antiøstrogenbehandling.
»Jeg var heldig, da jeg var på første stadie, hvor jeg ikke havde mærket noget selv, men var taget til screeningen.«
Herfra blev der tænkt mange tanker om kræftbehandlingen.
»Jeg kommer ind til onkologen og får to muligheder. Jeg kunne få fjernet mit bryst eller få en brystbevarende operation.«
Den 54-årige aalborgenser gik med onkologens forslag, som var brystbevarende operation. Beslutningen blev taget på stedet.
Operationen gik som planlagt, hvor de to knuder blev fjernet. Herefter stod den på tre ugers strålebehandling, hvor hendes mand og børn var med. En stor hjælp ifølge Lotte Christensen:
»De stillede spørgsmål til sygeplejersken. Det har betydet rigtig meget for mig. Det var også godt at have min mand ved min side, så der var fire ører, der kunne lytte til, hvad der blev sagt.«
»Vi har efterfølgende snakket sammen, hvor han kunne fortælle mig noget, jeg ikke lige havde hørt.«
Derudover rakte Lotte Christensen ud til sit netværk for at få vished i sygdomsforløbet.
For selvom hendes e-Boks var bombarderet med information, var det rart at tale med nogen, som havde været igennem noget af det samme.
To af Lotte Christensens veninder og en kollega havde været igennem et forløb med brystkræft, og selvom kræfttypen var anderledes, har hun alligevel nydt godt af at kunne gå til nogen med sine bekymringer og tanker.
»Jeg har været heldig og alligevel uheldig, at jeg havde nogen i min omgangskreds, som jeg kunne trække på.«
I dag er Lotte Christensen kræftfri, men hun skal stadig modtage efterbehandling i form af antiøstrogen de næste fem år.
Hun går til genoptræning og er netop startet stille og roligt op på sit job som jobcenterrådgiver. Alt sammen, fordi hun har fået støtte gennem sit forløb.
Hvis man skulle sidde derude med eller uden et stort netværk, har Lotte Christensen en opfordring:
»Undersøg jer selv. Tag imod muligheden for at blive screenet. Det har reddet mig.«
