I ét lægehus i København er der i særlig høj grad blevet stukket løs med coronavacciner.

Ingen andre lægehuse i hele Region Hovedstaden har haft så travlt med at vaccinere mod covid-19, som det har været tilfældet hos Lægerne på Strøget, og det har givet ekstra penge på bundlinjen. Og en solid bonus til de ansatte.

»Vores medarbejdere udviste alle et ekstraordinært engagement og mange, inklusiv mig selv, arbejdede 10-12 timer dagligt også i weekender,« siger speciallæge og klinikchef Alexander Tetzlaff.

B.T. har fået aktindsigt i Region Hovedstadens honorarer til lægehuse, der har vaccineret borgere mod coronavirus i 2021.

I november og december – langt størstedelen fra 26. november og frem til årsskiftet – har de privatpraktiserende læger i regionen tilsammen udført over 100.000 vaccinationer. Det har givet honorarer for over 18 millioner kroner i alt.

654.106 kroner er landet hos Lægerne på Strøget og Alexander Tetzlaff.

Det har krævet hårdt arbejde at sikre sig de mange honorarer fra stik med både Moderna- og Pfizer-vaccinen, fortæller han. Særligt de tre første dage, hvor der kom mellem 500 og 600 borgere hver dag, husker klinikchefen som særdeles travle.

»Vi var meget bevidste om, at vi gerne ville hjælpe med at vaccinere. Regionen skrev, at man gerne ville have, at man gik i gang allerede fra lørdag 27. november, så det gjorde vi. Jeg havde dog ikke regnet med, at der til at starte med ville komme så mange, som der gjorde,« siger han.

Klinikken med den meget centrale beliggenhed i København er fordelt over fire etager.

I de sidste fem uger af forrige år blev den ene etage dog indrettet som vaccinationsklinik med venterum til 40 patienter med behørig afstand. Så kunne folk bare komme ind fra gaden, hvor der var skiltet om muligheden for at blive drop in-vaccineret.

»Udfordringen ved at vaccinere så mange er, at borgerne skal vente et kvarter efter at være blevet vaccineret. Der skal være plads til, at vi kan observere dem. Så vi havde reserveret et område på 100 kvadratmeter, hvor folk kunne sidde og vente,« siger Alexander Tetzlaff.

Han fortæller, at muligheden for at vaccinere mod corona efter en aftale mellem regionerne og Praktiserende Lægers Organisation blev indgået 26. november var »kærkommen«.

»Det kom på et tidspunkt, hvor aktiviteten var relativt lav. Vores patienter er blevet meget væk på grund af corona, så vi har set færre med ondt i halsen og hoste.«

»Vi har ikke været super presset, men vi har godt kunnet mærke, at der ikke er kommet så mange patienter, og så falder vores omsætning. Men det har ikke været noget at ligge søvnløs over,« siger Alexander Tetzlaff.

I taknemmelighed over indsatsen fra de ansatte i lægeklinikken har Alexander Tetzlaff valgt at udbetale en god del af det samlede honorarbeløb. I alt 250.000 kroner. Alle kom således godt ind i det nye år med en ekstra pose penge.

»For at vise vores anerkendelse over for vores personale modtog alle 25 ansatte en bonus på 10.000 kroner udover løn for de ekstra timer, de var på arbejde,« siger Alexander Tetzlaff.