43-årige Maria Rebekka Knudsen bor på Frederiksbjerg i Aarhus. Det har hun gjort de seneste tre år. Det betyder også, at hun stort set hver dag nøje overvejer, om hun skal bruge sin bil eller ej.

Det kan nemlig være yderst svært at finde en parkeringsplads igen, når hun først er kørt.

I Aarhus Kommune kæmper de beboere, der har bil, en brav kamp om byens parkeringspladser, og det til trods for, at de – som i Maria Rebekka Knudsens tilfælde – har købt en beboerlicens til at kunne parkere.

»Det er helt umuligt at finde en parkeringsplads efter klokken 17. Den anden dag kørte jeg rundt i 45 minutter for at finde en plads, og jeg endte med at holde et sted langt væk, hvor min licens ikke dækker, og hvor jeg i stedet måtte betale,« fortæller hun til B.T.

I Aarhus er der 11 beboerparkeringsområder, og tal fra Teknik- og Miljøforvaltningen, der har ansvaret for parkering i Aarhus Kommune, viser, at der er god grund til, at Maria Rebekka Knudsen oftest må se langt efter en parkeringsplads i lige præcis sin parkeringszone på Frederiksbjerg.

Tallene fortæller, at der pr. juni 2021 på Frederiksbjerg er udstedt 5.553 beboerlicenser, mens der er udstedt 202 licenser til erhverv, og her skal licenshaverne kæmpe om i alt 3.700 parkeringspladser.

Det betyder, at der er udstedt 2.035 flere licenser, end der er pladser på Frederiksbjerg.

»Jeg er chokeret. Det er noget svineri, hvis jeg skal være helt ærlig,« fortæller Maria Rebekka Knudsen.

I alt har Aarhus Kommune pr. juni 2021 udstedt 15.409 beboerlicenser. Det er 3.777 flere licenser, end der er p-pladser i kommunen.

41-årige Line Svenningsen bor ligesom Maria Rebekka Knudsen på Frederiksbjerg. Det har hun gjort i ti år. Hun har ligeledes oplevet, hvordan hun selv og andre har mere end svært ved at finde en ledig parkeringsplads.

»Det undrer mig ikke. Jeg tænker, det er super dårlig stil af Aarhus Kommune. Vi lider under det,« fortæller hun og fortsætter:

»Kommer jeg hjem efter 17.00, kan jeg snildt køre rundt i halvanden time, og hvis jeg først har fået en god plads, så kører jeg helst ikke nogen steder. Hvis de udsteder så mange licenser, så må de også sørge for, at der er pladser.«

Men skal parkeringslicens ikke ses som en form for rabat og ikke en garanti for en plads?

»Jo, det skal det, men det nytter jo ikke noget, at jeg syv ud af ti gange slet ikke kan bruge benytte mig af min licens, så er der jo noget galt,« fortæller Maria Rebekka Knudsen.

»Jeg ved godt, jeg ikke er garanteret en plads, men som situationen er nu, er det helt umuligt, og det er der helt sikkert flere grunde til, men det giver ingen mening at udstede så mange licenser kontra pladser,« fortæller Line Svenningsen.

I Aarhus Kommune er der ikke begrænsning på, hvor mange licenser der kan udstedes til et område. Der kan derfor ikke gives afslag til beboere, der ansøger om en licens, hvis de opfylder betingelserne.

»Det er et system, hvor beboere, der erhverver sig en bil, kan få en licens, eller beboere, der flytter ind, kan få en licens på lige fod med alle andre, der har en licens i området,« fortæller rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Steen Stavnsbo (K).

En del borgere kæmper en daglig kamp for at finde en parkeringsplads. Kan du forstå, at de undrer sig over, at kommunen udsteder flere licenser end pladser?

»At der ikke er en grænse på antallet af licenser i forhold til det faktiske antal parkeringspladser har den fordel, at ovennævnte har mulighed for at få en licens. Det betyder for eksempel, at hvis man flytter ind i en ejendom, der ikke har parkering på egen grund, så ville man skulle på en form for venteliste, hvis det var antallet af licenser svarede til antallet af parkeringspladser, altså et licenssystem, hvor ligebehandlingsprincippet er overholdt.«

Er antallet af udstedte licenser noget, I vil kigge nærmere på?

»Skulle man foreslå et yderligere tiltag i forhold til den eksisterende ordning, kunne det være, at Teknik og Miljø vil forsøge at gøre det endnu tydeligere, at når man køber en licens, så er man ikke sikret en parkeringsplads. Det kunne være, at vi nærmere på hjemmesiden oplyser om, at der sælges flere licenser, end der er pladser, således at borgeren oplyst træffer beslutning om, om de vil have købe en licens.«

Andre læser også