Der har i sæsonen 2022/2023 været endnu færre forældre, der har taget imod Sundhedsstyrelsens tilbud om en influenzavaccine til deres barn mellem to og seks år. 

Det viser statusrapporten for børnevaccinationsprogrammet. 

I sæsonen 2021/2022 valgte 28,4 procent af forældre med børn mellem to og seks år at lade deres barn vaccinere mod influenza. 

I 2022/2023 er tallet faldet til 22 procent. Det er ikke noget, der huer Ole F. Olesen, der er vaccineforsker med en ph.d. i molekylær biologi og direktør for European Vaccine Institute. 

»Det er et problem, hvis tilslutningen er så lav. Så giver det ikke rigtig mening, at man overhovedet har det tilbud,« siger han til B.T. 

Det skyldes, at en vaccine virker bedst, hvis man når en stor tilslutning i befolkningen. 

»Hvis så få tager imod tilbuddet, så er den samlede effekt meget begrænset. Grunden til, at man vil vaccinere den her gruppe på de to-seks-årige er hovedsagelig for at opnå en beskyttelse af børnene, men også for de personer, som børnene er i kontakt med,« siger vaccineforskeren. 

Hvert år dør 1.000-2.000 danskere af influenza, og langt de fleste af dem er 65 år eller ældre. Derfor mener Ole F. Olesen, at det kan give bedre mening at indkøbe nogle lidt dyrere, men bedre vaccine til de ældre. 

»Det giver måske bedre mening at beskytte de ældre direkte i stedet for at forsøge indirekte.«

»Hvis tilslutningen er så lav blandt de to-seks-årige, så er det tvivlsomt, om de omkostninger, der er ved vaccinationsprogrammet, står mål med gevinsten for folkesundheden,« lyder det fra vaccineforskeren.

Sundhedsstyrelsen oplyser i en mail til B.T.:

»Sundhedsstyrelsen har sammen med Vaccinationsrådet i efteråret drøftet influenzavaccination til børn i alderen to-seks år. Overordnet set fandt Vaccinationsrådet det relevant at fortsætte det midlertidige influenzavaccinationsprogram til børn i alderen to-seks år for den kommende sæson (2023/24). Det blev fremhævet, at der er en stor og vigtig opgave i at løfte tilslutningen til influenzavaccination til børn i alderen to-seks år, men at det forventelig vil tage tid.«

B.T. har tidligere skrevet om vaccineprogrammet. De artikler kan du læse nedenfor: