Når influenzasæsonen rammer i denne omgang, bliver det uden en supervaccine til de ældre.

Statens Serums Institut bekræfter over for B.T., at vaccinen ikke er blevet indkøbt.

'Sundhedsstyrelsen har ikke indstillet, at der skulle vaccineres med en særlig vaccine i den ældre del af risikogrupperne i år. Derfor er denne vaccine ikke indkøbt til sæsonen 2022/2023,' lyder det i en mail.

Det til trods for, at Sundhedsstyrelsen har slået fast, at man kan spare 14 indlæggelser for hver 1.000 mennesker, der får vaccinen.

Det forarger Jakob Engel-Schmidt, der er folketingskandidat og sekretariatsleder for Moderaterne.

»Det her er ikke noget at spøge med. Det bekymrer utrolig mange ældre, og når det først rammer et plejehjem, så kan det betyde, at virkelig mange bliver smittede eller isolerede.«

»Ved at spare her vil der være flere indlagte, og flere mennesker, der omkommer af influenza,« siger han til B.T. og fortæller, at han har en særlig interesse i sagen, da han kender flere og har flere familiemedlemmer, der er særligt udsatte.

Sundhedsstyrelsen anslår selv, at der hvert år dør 1.000-2.000 personer i Danmark af komplikationer som følge af influenza. ‘Heraf er de fleste 65 år eller derover,’ lyder det i en pressemeddelelse fra 2021.

Professor i vaccinedesign ved Københavns Universitet Camilla Foged fortæller, at beslutningen udelukkende er taget ud fra en økonomisk betragtning.

»Det er ikke et spørgsmål om, at vaccinen ikke virker. Højdosisvaccinen er lidt dyrere end de almindelige influenzavacciner, og Sundhedsstyrelsen har vurderet, at den højere pris ikke står mål med det, man får ud af at anvende vaccinen,« siger hun.

I 2020 valgte man at købe 100.000 doser af supervaccinen, som har en højere dosis end den normale influenzavaccine. Den blev tilbudt til personer over 85 år.

»Ældre har ofte et lidt svagere immunforsvar, så der skal mere til at få det op på dupperne,« siger Camilla Foged.

Og i 2021 gik man så skridtet videre og købte 200.000 doser af supervaccinen, som blev tilbudt borgere over 82 år og 65-årige, der boede på plejehjem.

Samme år fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke på Twitter om supervaccinen.

'Samtidig tilbydes borgere over 85 år en såkaldt højdosis vaccine, så de er ekstra godt beskyttet.'

Men i år har sundhedsministeren valgt endnu ikke at melde ud, at man sparer den bedste vaccine væk til en målgruppe, der er i såkaldt højrisiko.

I pressemeddelelsen om årets vacciner fra 2. september 2022 fremgår det heller ikke, at man har valgt at spare supervaccinen til de ældre væk.

Ifølge Jakob Engel-Schmidt er det et sted, hvor det ikke er rimeligt at spare. Også selvom staten er forpligtet til at bruge pengene, hvor de gør mest nytte.

»Man har kun købt den her vaccine i to år. Jeg mener, at man er nødt til at have en længere forsøgsperiode, før man helt dropper at købe dem. Prisen er lille i forhold til de liv, der kan reddes.«

»Og hvis man sammenligner med regeringens politik under corona, så er prisen for at redde de her menneskeliv langt lavere, end de indgreb, man lavede under epidemien.«

Det er ikke rimeligt at spare en vaccine væk, som man ved virker, lyder det fra Engel-Schmidt.
Det er ikke rimeligt at spare en vaccine væk, som man ved virker, lyder det fra Engel-Schmidt.
Vis mere

Men man har lavet en faglig vurdering af prisen og konkluderet, at det bedre kan betale sig at bruge pengene andetsteds. Det er vel normalt, at et sundhedsvæsen fravælger behandlinger eller medicin, fordi man vurderer, at det er for dyrt i forhold til dets nytte?

»Ministeren må svare på, hvorfor politikken har ændret sig så dramatisk. Under corona kunne vi lukke hele samfundet ned for at redde menneskeliv. Nu kan vi ikke bruge en håndfuld millioner kroner på at købe bedre vacciner.«

B.T. har forsøgt at få et interview med sundhedsminister Magnus Heunicke om fravalget af supervaccinen, men det har ikke været muligt.

Der bliver i stedet henvist til Sundhedsstyrelsen, som endnu ikke er vendt tilbage på B.T.s henvendelse.