Torsdag er kun den allerallerførste dag i december – men der er allerede en dansker, der har skrabet sig til en million kroner på den traditionsrige skrabekalender.

Det oplyser Danske Spil til B.T.

Det drejer sig om en ældre kvinde fra Nordsjælland, der altså skrabede alle 24 felter, inden november overhovedet var slut.

»Min mand og jeg har i mange år købt tre kalendere. En til ham og to til mig, og den ene måtte jeg skrabe med det samme,« lyder det fra kvinden, der ønsker at være anonym:

»Nu er min mand desværre død, så i år købte jeg kun to. Den anden skal jeg skrabe en dag ad gangen i december, men jeg er stadig så barnlig, at jeg skraber den første med det samme.«

Og her ramte kvinden altså topgevinsten, som udløses af ti juletræer bag lågerne i kalenderen.

»Jeg var fuldstændig målløs: 'Nej, der er noget galt'. Jeg talte op og modregnede og frem og tilbage. Så ringede jeg til min søn og sagde: 'Der er noget, du skal hjælpe mig med'. Han troede sikkert, at det var noget med computeren,« fortæller den heldige vinder.

Den var god nok.

Faktisk er hun ikke den eneste vinder, der har meldt sig, allerede inden december begyndte. I slutnovember var der allerede indløst 36.000 gevinster på årets skrabekalendere. Og heraf altså en enkelt førstepræmie.

På den originale skrabekalender, der har eksisteret siden 1994, er der dermed stadig fire milliongevinster tilbage. I dag eksisterer der tre skrabekalendere, og der er endnu over 800.000 uskrabede og uindløste præmier lige fra 50 kroner til fire millioner kroner.

Den ældre kvinde fra Nordsjælland, der nu kan kalde sig millionær (før tid), vil i høj grad give penge videre til andre.

»Jeg vil ikke foretage mig noget anderledes. Men jeg giver nok mine børn ekstra store adventsgaver, og så er det dejligt at kunne glæde andre,« siger hun:

»Jeg støtter bestemte organisationer, og det skal være mig en glæde at kunne sende mange flere penge af sted, end jeg plejer. Jeg vil støtte Dansk Blindesamfund, og så vil jeg også give nogle anonyme pengegaver, så der er råd til flere hjælpepakker til fattige familier i sognet.«

Og så holder hun fast i at skrabe den anden kalender en dag ad gangen.