FDM Travel afskediger mere end hver fjerde medarbejder på grund af coronakrisen.

18 ud af 64 medarbejder bliver således fyret.

Det skriver Finans, som har talt med Anders Iversen, der er administrerende direktør i det danske rejsebureau.

Ifølge direktøren er det især de oversøiske rejser, der er ramt af krisen, fordi salget er gået i stå.

»Vi har størstedelen af vores omsætning på oversøiske rejser, og dette marked er særlig hårdt ramt. Det er usikkert, hvornår det igen bliver muligt at rejse til fjerne lande. Og det er uvist, om kunderne har lyst til at rejse oversøisk,« siger han til mediet.

FDM Travel er begyndt at sælge rejser til Europa, men trods den store efterspørgsel på især kør-selv-ferier til Tyskland og Norge, kan det ikke løbe rundt for virksomheden.

I de seneste måned har rejsebureauets omsætning ligget på omtrent 10 procent af normalen for perioden.

Udover fyringerne vil virksomheden også lukke to ud af deres otte kontorer - de to kontorer, der lukker, ligger i Roskilde og i Viborg.