Britiske prins Harry har åbenbart fået smag for at sagsøge aviser, efter at han tidligere på året udtrådte som officielt medlem af det britiske kongehus.

Kun få måneder efter at han og hans kone, hertuginde Meghan, sidst har haft en sag for retten, er prins Harry klar med et nyt sagsanlæg.

Han har nemlig valgt at lægge sag an mod avisen Mail on Sunday, som han mener fejlagtigt har skrevet, at han ikke længere har forbindelse til den britiske flåde.

Det skriver Sky News.

Retssagen skulle angiveligt omhandle, at Mail on Sunday i oktober skrev en artikel om, at prinsen ikke havde været i kontakt med flåden, siden han og hans kone trak sig tilbage fra det britiske kongehus i marts.

Dermed slutter prins Harry sig til sin kone, som allerede er i gang med et søgsmål mod samme avisgruppe, der også ejer avisen Daily Mail.

Hertugindens retssag omhandler, at avisen har trykt dele af en brevkorrespondance mellem Meghan og hendes far tilbage i 2018.

Den sag blev dog i efteråret udsat til januar.

De to sager er dog ikke de eneste, som de to ekskongelige har valgt at føre.

Harry har også gang i flere retssag mod andre avisgrupper.

Blandt andet sagsøger han avisgruppe News Group Newspapers – der ejer The Sun samt blandt andre Daily Mirror og Sunday Mirror – som han anklager for at have hacket sin telefon.