Hun har været til Harry og Meghans bryllup. Et utal af royale begivenheder herhjemme. Dronning Elizabeths begravelse. Og så videre.

Ja, royalisten Jeanette Lynge Nielsen fra Vestjylland har deltaget i sin del af store kongelige begivenheder, men alligevel fik hun sin til dato største oplevelse lørdag aften.

En oplevelse, hun bedst vil beskrive som et »privat øjeblik med Dronningen«.

Vi skruer dog først tiden tilbage til nytårsaften.

I husker det allesammen. Dronningen toner frem på skærmen og efterlader 15 minutter senere tusinder – ja, måske millioner – af danskere chokerede og rørte tilbage.

Jeanette Lynge Nielsen er i den grad en af dem. 

»Jeg blev ekstremt rørt, da Dronningen meldte ud om sin abdicering. Men det gik også hurtigt op for mig, at der var en clash med datoerne. Mit barnebarn skal nemlig døbes her i det vestjyske samme dag som tronskiftet,« fortæller hun.

Jeanette Lynge Nielsen fik sig en på opleveren, da hun lørdag aften sang for Dronningen.
Jeanette Lynge Nielsen fik sig en på opleveren, da hun lørdag aften sang for Dronningen.
Vis mere

Derfor lagde royalisten hurtigt hovedet i blød og kom op med en ny plan:

Hun ville i stedet forsøge at hylde Dronningen på regentens 'sidste aften'.

»Det slog mig, at det må være svært at være hende på den sidste aften som regent, så jeg tænkte, at jeg ville tage over til København og synge for hende,« siger Jeanette Lynge Nielsen.

Vestjyden oprettede en Facebook-begivenhed, hvis andre ville være en del af sangkoret, og lørdag aften klokken cirka 20.00 mødtes Jeanette så med omkring ti andre foran Dronningens palæ på Amalienborg.

Så begyndte de at synge …

»Når nu min verden bliver kold og forladt, finder jeg trøst i min kæreste skat …«

Imens stroferne af 'Papirsklip' fyldte Amalienborg Slotsplads, kunne Jeanette og resten af koret se, hvordan flere skikkelser begyndte at bevæge sig i Dronningens palæ.

Og så skete det.

»Pludselig sker der det, at Dronningen kigger ud af fløjdørene. Det er jeg 99 procent sikker på, for det var en gråhåret person og samme statur,« siger Jeanette og fortsætter:

»Så er der flere skikkelser, der bevæger sig deroppe, og pludselig bliver vinduet så åbnet.«

Sangfuglene opdagede hurtigt, at vinduet blev åbnet, så de rykkede tættere på og fortsatte nu med at synge 'Der Er Et Yndigt Land'.

Da de var færdige med den, og i øvrigt også havde sunget Gasolins 'Kvinde Min', blev vinduet lukket igen.

»Det var så fint, og der er ingen tvivl om, at vinduet blev åbnet, så Dronningen kunne lytte lidt til vores sang. På den måde føltes det virkelig som et privat møde. Det hele gav mening,« fortæller Jeanette.

Bagefter satte Jeanette sig ind i sin bil og rettede kursen mod det vestjyske igen.

Der skal hun så i dag deltage i barnebarnets barnedåb – med blandede følelser:

»Jeg glæder mig selvfølgelig, for det er en historisk dag, at lille Anton skal døbes. Og jeg har da også lavet otte små gaveposer med kroner og flag til de børn, der kommer. Når det så er sagt, ville jeg da gerne have været i København,« siger hun.

B.T. kan naturligvis ikke verificere, om det var Dronningen, der viste sig foran Jeanette og resten af de fremmødte.

Vi har kontaktet Kongehuset, der ikke vil kommentere sagen.