Meghan Markle er kommet i modvind.

I sidste uge udstedte hertuginden et åbent brev til den demokratiske leder af Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, og Senatets demokratiske leder, Charles Schumer.

Her opfordrede hun til, at der bliver indført betalt barselsorlov i USA, og det har i den grad fået republikanerne op af stolene.

Det to sider lange brev skriver hun – efter eget udsagn – 'som mor'.

I brevet fremgår det, at Meghan Markle mener, det burde være »en national rettighed, snarere end en lappeløsning, der er begrænset til dem, hvis arbejdsgivere har politikker på plads, eller dem, som lever i en af de få stater, hvor et barselsprogram findes«.

Jason Smith, der er medlem af Repræsentanternes Hus, har reageret på brevet og udtaler til Daily Mail:

»Ms. Markles seneste indblanding i amerikansk politik genopliver spørgsmålet i mit sind om, hvorfor den kongelige familie ikke officielt fratager hende og Harry deres titler. Især når hun insisterer på at sende dette under påskud af at være Hertuginden af ​​Sussex.«

Han henviser til, at brevet er skrevet på Hertugen og Hertuginden af Sussex' eget papir og desuden underskrevet ligeledes.

»Mens hendes forsøg på at appellere til arbejderklassefamilier ved at minde om hendes dage med at spise på Sizzler var latterlige, gør hendes kommentarer krystalklart, at vedtagelsen af ​​denne massive skatte- og forbrugslov er mere rettet mod at hjælpe globale eliter med at få enorme skattelettelser end at hjælpe de arbejdende familier, hun hævder at have spist middag med,« fortsætter Jason Smith.

Her henviser han til, at hertuginden i brevet beretter om, hvordan hun er vokset op med, at måltiderne blev spist på billige restauranter, og at hun var nødsaget til at arbejde fra 13-års alderen bare for at klare sig.

Det åbne brev har udløst rygter om, hvorvidt Meghan Markle har planer om at gå ind i politik. Noget, der også tidligere har været snak om, fordi hun og prins Harry har været bemærkelsesværdigt interesserede i politik, efter de meldte sig ud af det britiske kongehus.

Blandt andet kaldte hun sidste års præsidentvalg for »det vigtigste valg i vores liv«.

På baggrund af hendes indblanding opfordrede Jason Smith i oktober 2020 til, at hun og prins Harry skulle fratages deres titler som hertug og hertuginde af Sussex.

Smiths kollega Lisa McClain lægger heller ikke skjul på, hvad hun mener om det famøse brev.

»Meghan Markle er utroligt ude af kontakt med det amerikanske folk og burde holde sig til skuespil i stedet for at prøve at lege politiker.«

»Det sidste, vi har brug for lige nu, er velhavende berømtheder, der skubber deres liberale dagsordener over på det amerikanske folk,« siger hun til Daily Mail.

I løbet af sommeren blev Meghan Markle og prins Harry forældre til deres andet barn, datteren Lilibet 'Lili' Diana. Om den oplevelse fortæller hun, at parret – som så mange andre – følte sig »overvældede«.

»Men vi blev ikke konfronteret med den barske realitet med enten at tilbringe disse første få kritiske måneder med vores baby eller tage tilbage på arbejde,« skriver Meghan Markle og understreger, at hun er klar over, at det er et privilegium, der er forbeholdt de færreste.

Kritikere har nemlig påpeget, at mange familier slet ikke har råd til at spise ude, og at Meghan desuden gik i en prestigefyldt, privat vuggestue og børnehave ved navn Little Red Schoolhouse, hvis priser starter ved 18.000 dollar, cirka 115.000 danske kroner.

Pladser, hendes far, Thomas, dækkede udgifterne til.