Kronprinsparret melder efter flere dages tavshed ud om Herlufsholm.

Det gør de i et opslag på Instagram.

»Som forældre står vi i denne tid over for nogle svære overvejelser om vores ældste børns skolegang. Det diskuteres mange steder – også her på vores egne sociale medier. Det gør indtryk på os.  Vi har tidligere givet udtryk for, at vi som familie er tynget af den ulykkelige situation på Herlufsholm, og at vi vil følge de ændringer, som er åbenlyst nødvendige. Vi vil her forsøge at dele nogle af vores tanker og sætte flere ord på de overvejelser, vi gør os som familie.«

Derved bryder familien den tavshed, der ellers har hersket siden dokumentaren om vold, mobning og krænkelser på kostskolen fra TV 2.

»Mobning, vold og krænkelser er aldrig acceptabelt.  Vi skal reagere på de smertefulde og ødelæggende hændelser ved at insistere på forandringer, der sikrer et trygt miljø for alle. Og så skal vi anerkende modet hos dem, som har delt deres voldsomme oplevelser,« lyder det.

Kronprinsparret gør det dog klart i opslaget, at de ud over at være royale også er en familie.

»Samtidig er vi forældre til en søn, der er meget glad for at gå på skolen. Og en datter, som længe har glædet sig til at starte samme sted.«

Derfor overvejer kronprins Frederik og kronprinsesse Mary også, om de to ting kan forenes.

De vil dog vente med at tage en beslutning, til der er kommet rapporter og undersøgelser om forholdene på Herlufsholm.

»Spørgsmålet er, om de to sider kan gå hånd i hånd; om vi som forældre kan lade vores børn gå på Herlufsholm og samtidig reagere og insistere på forandringer, som gavner alle elever på skolen. Det vil der være delte meninger om. Men for os afhænger svaret både af de undersøgelser, der er sat i gang, og af effekten af de initiativer, som skolen allerede har besluttet.«

Parret vil ifølge opslaget også se på, hvad de som forældre kan gøre for at skabe trygge rammer.

»Desuden vil vi kigge på skolens kommende initiativer, men også på, hvad vi som forældre kan kræve og bidrage med. Målet må være et fremtidigt Herlufsholm, hvor alle elever – uanset hvem de er – trives og kan føle sig trygge baseret på sunde værdier.«

Kronprinsparret har tidligere afvist at besvare pressens spørgsmål om børnenes fremtid på Herlufsholm.
Kronprinsparret har tidligere afvist at besvare pressens spørgsmål om børnenes fremtid på Herlufsholm. Foto: Philip Davali
Vis mere

Der er dog stadig ingen klar udmelding om, hvad fremtiden for de kongelige børns skolegang bringer, men Kronprinsen og Kronprinsessen vil blive ved med at tale med deres børn prins Christian og prinsesse Isabella.

»Endelig vil vi fortsætte med at tale med vores børn, vise dem tillid og lytte til deres ønsker. Deres perspektiv må nødvendigvis også tages med, når vores beslutning om deres fremtidige skolegang skal tages.«

De anerkender i opslaget, at de ud over at være forældre også har en særlig position som kronprinspar, og det derfor er en større beslutning, der skal tages.

»Som alle andre forældre ønsker vi at gøre det bedste for vores børn. Samtidig er vi bevidste om vores særlige position som Kronprinspar. Her og nu kender vi ikke alle svarene. Som familie har vi brug for mere viden for at kunne tage den rigtige beslutning for vores børn.«

Det forventes at den interne rapport om forholdene på Herlufsholm er klar om få uger.