Alle danskere, der har været i Storbritannien, kan nok skrive under på, at vejret på de kanter er særdeles lunefuldt. Ikke desto mindre er fire-årige prins George altid iført shorts, når det britiske prinsepar viser den kommende konge frem for fotograferne. Også når det er så køligt, at prins William og hertuginde Kate selv er hoppet i varmere klæder.

Og det er der en helt særlig grund til, skriver magasinet Harpers Bazaar.

LÆS OGSÅ: Ubådsmysteriet: Anklageren har ét stærkt kort på hånden

De bare drengeben skyldes slet og ret traditioner og overklassens ønske om at adskille sig fra alle os andre.

»Bukser er for ældre drenge og mænd, mens shorts til små drenge er en af de der stiltiende klassemarkeringer, vi har i England,« fortæller William Hanson, som er ekspert i etikette, til magasinet.

Traditionen stammer helt tilbage fra 1500-tallet og holdes stadig i hævd blandt de engelske aristokrater. Med andre ord ville prins William og hertuginde Kate udsende signaler, som slet ikke er passende for den position, de har i samfundet, hvis de lod prins George forevige i et par bukser.

Prins George var også iført shorts, da han 7. september 2017 havde første skoledag i Thomas's school in Battersea i London. Prins William fulgte naturligvis sin søn i skole på den store dag.
Prins George var også iført shorts, da han 7. september 2017 havde første skoledag i Thomas's school in Battersea i London. Prins William fulgte naturligvis sin søn i skole på den store dag. Foto: POOL
Vis mere

»Selvom tiderne (langsomt) skifter, opfattes en lille dreng iført bukser som meget middelklasseagtigt - ret forstadsagtigt. Og ingen aristokrat eller kongelig med respekt for sig selv ønsker at fremstå forstadsagtig. End ikke hertuginden af Cambridge (hertuginde Kate, red.),« siger William Hanson.

LÆS OGSÅ: Prins Henriks bror: 'Det ene øjeblik er han ikke helt til stede, det andet er han helt normal'

Prins George må vente en rum tid, før han kan iføre sig lange benklæder; til oficielle arrangementer i hvert fald.

»Sædvanen er, at drenge (fra overklassen, red.) kan iføre sig bukser omkring otteårsalderen,« lyder det fra etikette-eksperten.

Den lille prins er noget af en darling blandt briterne. Da kongehuset i anledningen af dronning Elizabeths 90 års fødselsdag udsendte et officielt billede, stjal prins George al opmærksomheden fra fødselaren med et smil, der gik direkte i hjerterne på folk. Og ja, han var naturligvis iført shorts ved den lejlighed.

Dette skønne billede af den britiske dronning sammen med de tre næste i tronfølgen er blevet udgivet i forbindelse med dronningens 90-års fødselsdag i april 2016.
Dette skønne billede af den britiske dronning sammen med de tre næste i tronfølgen er blevet udgivet i forbindelse med dronningens 90-års fødselsdag i april 2016. Foto: Ranald Mackechnie/Royal Mail
Vis mere