Det er billeder, der allerede har brændt sig ind på mange danskeres nethinde. Dém, hvor en dybt berørt kong Frederik står på balkonen og med sin hvide handske må tørre en tåre væk. Igen og igen. Og så kom hans bævende stemme.

»Min mor,« startede han og kæmpede med kontrollen over ordene. Bevæget og med en klump i halsen.

For nok er han frømand, nok har han gennemgået de sejeste og hårdeste militære uddannelser og gang på gang udforsket sine egne fysiske grænser, men Danmarks nye konge er om nogen en følsom mand.

Kong Frederiks rejse til tronen er velkendt. Hans årelange modvilje mod at blive konge. Hans næsten demonstrativt udsvævende ungdomsliv. Og så hans stærke behov for at bevise, at han var af kød og blod. Ikke bare en forkælet kommende konge.

Dét, der førte til, at han søgte optagelse som frømand. I dét korps, der er kendt for at 'løse de farligste, mest krævende opgaver i Forsvaret' som det beskrives af Forsvaret selv.

En uddannelse som kun ganske få optages til. Og endnu færre gennemfører. Den daværende Kronprins var én af dem.

»Den uddannelse blev vendepunktet for mig. Den betød, at jeg endelig kunne sammenligne mig med andre, fordi jeg vidste, at jeg ikke havde fået noget forærende,« som han tidligere har fortalt til Euroman om sin manddomsprøve.

Daværende kronprins Frederik på 'Expedition Sirius' i 2000.
Daværende kronprins Frederik på 'Expedition Sirius' i 2000. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Vis mere

Som altså siden er blevet suppleret med adskillige militære titler, ligesom han har været på farlige og benhårde ekspeditioner i såvel Mongoliet som Grønland.

Været den seje machomand. Den diametrale modsætning til søndagens kong Frederik.

Søndag var dog langt fra første gang, hvor han uden skam demonstrerede den følsomme side af sig selv.

En side, som måske altid har ligget og luret under overfladen, men som offentligheden først for alvor fik indblik i, da han den 14. maj 2004 stod i Vor Frue Kirke. Og ventede på hende, han stadig kalder 'min elskede hustru'.

I DRs arkiver kan man gense billederne fra vielsen. Hvor en 35-årig kronprins Frederik med våde øjne, og tilbageholdt åndedræt rokkede frem og tilbage på fodsålerne, kæmpede med følelserne.

For at lade dem flyde frit da Mary nåede frem. Ved hans side.

Som hans daværende hofchef Per Thornit i bogen 'Under bjælken' udtrykte, at han nåede at tænke:

'Nej for pokker, lad nu være!'.

Men hurtigt nåede frem til en anden erkendelse.

»Jeg forstod ham jo godt. For jeg kender ham, og vidste, at det nok ville ske. Det viser jo, hvilken blød og sart person han er inden i alt det fandenivoldske og machoagtige.«

Også hans lillebror prins Joachim beskrev scenen i samme bog:

»På et tidspunkt skævede jeg over til ham og så, at han bare stod dér…. på ingen måde hvid i ansigtet… men alt var ligesom spændt i ham,« fortalte prins Joachim og fortsatte:

»Vel vidende, at situationen godt kunne kalde på det, havde jeg taget et ekstra lommetørklæde med og nåede lige at luske det i hånden på ham, så han ikke behøvede bruge sine handsker til at tørre øjnene. Det var fuldkommen, som sådan noget skal være på den største dag i en mands liv.«

Også kronprinsesse Mary blev bevæget under talen ved brylluppet i 2004.
Også kronprinsesse Mary blev bevæget under talen ved brylluppet i 2004. Foto: Jørgen Jessen
Vis mere

I et interview med Berlingske i 2007, satte den daværende Kronprins selv ord på dagen, hvor han for første gang slap de følelsesmæssige tøjler:

»Da var det rigtig, rigtig svært at holde følelserne tilbage, og så tænkte jeg ved mig selv: 'Skidt med det.',« fortalte han og forklarede, hvordan det – selvom millioner fulgte med på tv – havde været vigtigt for ham at gøre dagen til sin egen. Til deres egen.

»Jeg holdt mig hele tiden for øje, at det ikke måtte overskygge den fantastiske glæde og lykke ved både privat og officielt at skulle give hinanden vores ja dér i kirken.«

»Det officielle var, at hele verden kiggede på. Det private var, at der stod to mennesker alene foran alteret, som vidste, at de elskede og elsker hinanden og var lykkelige over dette. For os handlede det om at gøre øjeblikket til et privat øjeblik.«

Det offentlige følelsesudbrud – som stod i stærk kontrast til dronning Margrethes mere reserverede udtryk – gik da heller ikke ubemærket hen. Og i blandt andet Ekstra Bladet var terapeuten Martin Østergaard ikke sen til at konkludere, at der ganske enkelt var 'gået hul på ham'.

»Frederik har i årevis været udsat for et stort pres og har ikke kunnet givet udtryk for sine virkelige følelser. Alt det, han har gået og gemt på alene gennem årene, kommer der hul på nu, hvor han har nået et højdepunkt af lykke,« lød hans vurdering.

Også da tvillingerne Vincent og Josephine kom til verden i 2011, var Kronprinsen synligt berørt.
Også da tvillingerne Vincent og Josephine kom til verden i 2011, var Kronprinsen synligt berørt. Foto: Jeppe Michael Jensen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Blot få måneder efter brylluppet fik følelserne igen frit løb offentligt. Denne gang da han som nygift genbesøgte den nordgrønlandske by Qaanaaq for at introducere sin kone til dét land og de venner, som han fik under ekspeditionen i 2000.

Også da parrets første søn blev døbt i 2006, fik tårerne frit løb i kirken. Og igen i 2009 ved åbningen af DRs koncerthus, da Lars H.U.G. gik på scenen for at fremføre 'Mon de kan reparere dig'.

Dét nummer han tilbage i 2004 inddrog i sin tale til Mary.

I 2018 var det hendes tale til ham, en nu 50 år gammel kronprins, der overvældede ham.

»Min hustrus tale gik lige i hjertekulen,« indrømmede han blankt overfor DR ved den offentlige fejring den efterfølgende dag.

Også under markeringen af årsdagen for Ruslands invasion ved en gudstjeneste i Holmens Kirke, måtte en rørt kronprins Frederik fælde en tåre. Og ifølge Her & Nu gjorde han det angiveligt også nytårsaften under sin mors sidste tale.

Søndagens tronskifte var – som billederne med tydelighed viste – ingen undtagelse.

Hvor den nyudråbte kong Frederik igen og igen – og uden sin betænksomme bror ved sin side – måtte bruge de hvide handsker til at tørre øjnene, mens han kæmpede med at få kontrol over følelserne. Mens stemmen flere gange knækkede i hans korte men rørende tale.

Men følelserne, tårerne skammede han sig ikke over.

For som han allerede sagde tilbage i 2007 i interviewet med Berlingske om dét ry, han havde fået som en 'blød mand':

»Så er der nogen, som siger, at man ikke er en mand af tiden, eller også er man en mand af tiden. Jeg kan ikke finde ud af, hvad der er moden lige nu. Måske kan man sige, at jeg er mig selv af tiden.«

»Og så kan man glæde sig over, at det åbenbart vækker en vis genklang i befolkningen. Derfor generer det mig heller ikke at fælde en tåre på offentlige steder i forbindelse med store familiebegivenheder.«

Hør også B.T.s podcast: