En base af skøn, tung chokolade. Akkompagneret af en fløjlsblød hasselnøddecreme. Sirligt afsluttet med noter af saltkaramel.

Får det dit mundvand til at løbe? 

Hvis svaret er 'ja', skal du en tur på det traditionsrige og ikoniske konditori La Glace.

Her er man nemlig klar med den nye Frederik X-kage, der består af de førnævnte, delikate smage.

Her ses den nye Frederik X-kage.
Her ses den nye Frederik X-kage. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Faktisk var kagen på hylderne allerede i torsdags, og man kan i den grad sige, at den er kommet godt fra land.

Det fortæller La Glace-ejer, Marianne Kolos Stagetorn.

»Det har været enormt overvældende. Interessen og efterspørgslen har de første dage været ekstrem, så det har været lidt småkaotiske,« siger hun og uddyber:

»Vi er jo ikke en fabrik, men mennesker, som rent faktisk står og laver kagerne. Så der har været midlertidigt udsolgt et par gange.«

For de fleste var der under Dronningens nytårstale to store overraskelser.

København gør sig klar til den store fest i forbindelse med tronskiftet søndag d. 14. januar 2024. Konditoriet La Glace har i mange år haft en Margrethe-kage men nu har de også lavet en kage til den kommende konge, Kong Frederik X.
København gør sig klar til den store fest i forbindelse med tronskiftet søndag d. 14. januar 2024. Konditoriet La Glace har i mange år haft en Margrethe-kage men nu har de også lavet en kage til den kommende konge, Kong Frederik X. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Den ene – og største – var, at Dronningen abdicerede. Den anden var, at tronskiftet allerede skulle effektueres 14. januar. 

Sidstnævnte har især gjort Marianne og hendes konditorers arbejde ganske travlt de seneste to uger.

»Vi har jo vores Margrethe-kage, som er en klassiker, og det vil vi også gerne have, at Frederik-kagen bliver. Så det skulle ikke bare været en kage fra nederste hylde, der er glemt om en uge,« siger Marianne Kolos Stagetorn og fortsætter:

»Så jeg sagde til vores konditorer, at de havde en stor opgave foran sig. Og det var så først i mandags, at jeg fik en sidste smagsprøve og sagde: Den er der!«

Marianne Kolos Stagetorn ejer La Glace-konditoriet.
Marianne Kolos Stagetorn ejer La Glace-konditoriet. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske
Vis mere

Nu sidder du måske tilbage med ét, altoverskyggende spørgsmål:

Er det muligt at få en bid af kagen i dag, hvis du nu befinder dig i hovedstaden?

Svaret er ja.

»Jeg har nogle helt ekstremt flittige konditorer, som har kæmpet det seneste døgn. Jeg har endda en, der havde friweekend, men som tog et par timer i nat. Så der er produceret ekstremt mange,« siger La Glace-ejeren og fortsætter:

»Men der vil nok være midlertidigt udsolgt i løbet af dagen alligevel. Vi forventer, at der kommer rigtig mange.«

Den nye kong Frederik-kage koster 67 kroner.