Alle i Danmark bliver ramt af de stigende fødevarepriser.

Også Roskilde Festival.

Derfor betyder det også, at prisen på en iskold festivalsøl også kommer til at stige, og så fordi den er blevet økologisk.

Det bekræfter Roskilde Festival til B.T.

På Roskilde Festivals festivalplads kommer en økologisk Grøn Tuborg på fad til at koste 47 kroner for 40 cl i år. Sammenlignet med sidste festival i 2019 kostede den samme øl kun 40 kroner.

Derudover sælges der også rammer med økologisk Grøn Tuborg på dåse, og en ramme øl koster 165 kroner på campingpladsen og 135 kroner i forsalg, som starter i tirsdag, lyder det fra Roskilde Festival.

En ramme øl, som heller ikke var økologisk, kostede 150 kroner på campingpladsen og 120 kroner i forsalg. Prisstigningerne på øl skyldes primært to års generelle prisstigninger og skiftet fra konventionel til økologi, lyder det fra administrerende direktør Signe Lopdrup.

»Vi forsøger at holde priserne så meget i ro som muligt. Vi har siden lanceringen af den økologiske Tuborg Rå prissat den på niveau med Grøn Tuborg for at fremme salget af økologisk øl. Fordi vi nu skifter over til kun at servere økologisk øl, mens vi oplever generelle prisstigninger på råvarer, giver det os og vores deltagere en prisstigning, der kan virke højere end de prisstigninger, vi før oplevet fra festival til festival.«

Og det er præcis den generelle prisstigning og inflation i Europa og Danmark, der er skyld i det.

»De generelle prisstigninger i samfundet på alt fra råvarer til byggematerialer påvirker naturligvis også festivalen på et mere overordnet niveau. Hvert år donerer vi overskuddet fra festivalen til udvalgte velgørende formål til gavn for især børn og unge, og vi har mange frivillige foreninger, der driver vores boder og skaber et overskud til deres foreningsliv,« siger Signe Lopdrup og fortsætter:

»For os betyder stigende udgifter så, at vi må forvente at generere færre midler, vi kan dele ud af, samtidig med at det med al sandsynlighed også kommer til at ramme boderne, der nok ikke får samme overskud, som de er vant til.«