36 år. Så lang tid var Mads Nygaard kunde i Danske Bank.

Et brev fra finansgiganten blev dog det sidste dødsstød i forholdet til den nu tidligere kunde. Noget, Mads Nygaard har sat ord på i et opslag på sociale medier, som har fået det til at vælte ind med reaktioner:

»'Jeg kan forstå, at du har brug for et møde. Jeg skal gøre opmærksom på, at et budgetmøde koster kr. 1.000.'«

»Sådan skriver min bankrådgiver i Danske Bank til mig, da jeg ligger særligt underdrejet økonomisk. Min bank siden 1987. Min eneste bank siden jeg blev myndig. Banken, hvortil jeg altid har svaret mit.«

I opslaget bemærker Mads Nygaard, at brevet falder i et år, hvor Danske Bank også har offentliggjort et regnskab med stort overskud.

»Det var også tonen i det, der blev skrevet. Jeg er forfatter, så ord betyder selvfølgelig meget for mig, og havde der stået 'Kære Mads. Det er jeg ked af at høre', så havde det været noget lidt andet,« siger han til B.T.

Mads Nygaard arbejder freelance, har svingende indkomst og har på grund af problemer med at sælge en tidligere bolig haft to huslejer i en lang årrække.

»Jeg forstår simpelthen ikke, det skal koste 1.000 kroner for et møde.«

I hans år som kunde, er der sket meget med måden, Danske Bank driver forretning.

Mads Nygaard, der blandt andet er forfatter og radiovært, bor i Hirtshals, hvor tiderne først blev begrænset i den lokale filial, inden den lukkede. I dag er den nærmeste bank i Hjørring, hvor der er åbent fra 10 til 13 om tirsdagen.

»I gamle dage var der en filial i byen, hvor Lone sad ved kassen, og så kom man lige ind og fik en snak med hende, når man skulle hæve penge.«

Kan du forstå, hvis der er nogle tænker, at Danske Bank skal lave overskud, og de har et hensyn at tage der?

»Hvis de gerne vil tjene penge, er jeg den ideelle kunde, for jeg har lige nu minus hver måned på grund af min økonomiske situation.«

»For mig handler det meget om respekten, og jeg føler slet ikke, den er der, når de behandler deres kunder sådan.«

Efter Mads Nygaard havde fået beskeden om prisen på budgetmødet, valgte han at skifte bank, og derefter fulgte opslaget på Facebook.

»Jeg troede, jeg ville være i stand til at glemme beskeden, men tværtimod voksede den sig bare større og større. En bank skal give råd, den skal ikke sende lussinger med posten.«

Og nu er Mads Nygaard altså skiftet til en bank, som er i byen.

»Bankrådgiveren sagde, hun havde travlt, og så jeg skrev og spurgte, hvornår hun så havde tid på grund af min situation. Jeg lyver ikke, der gik to sekunder, så ringede telefonen.«

B.T. har i forbindeslse med Mads Nygaards sag blandt andet spurgt Danske Bank, hvorfor det koster 1.000 kroner for et budgetmøde.

»Vi må ikke kommentere på konkrete kundeforhold, men helt generelt gælder det, at hvis en kunde ønsker, at banken hjælper med at udarbejde kundens budget, er det en mulighed, som kunden betaler for i henhold til de gældende vilkår,« lyder det fra Danske Banks side i et skriftligt svar sendt fra deres presseafdeling.

De skriver videre,  at skal man have lagt budget til et eksempelvis et boligkøb, koster det ikke ekstra, ligesom at man også har muligheden for selv at gøre gratis det via deres værktøjer på hjemmesiden