Selv om SF's socialordfører Annette Vilhelmsen har slået sig op på, at hendes parti skal turde tale om svære ting som dagpengereformen, har modet tilsyneladende allerede svigtet hende.

Efter at Thorning ved 13-tiden havde holdt sin åbningstale, var Annette Vilhelmsen ikke til at slå mange ord af, da journalister fra flere medier udbad sig hendes reaktion på talen. Og især på dens manglende omtale af netop den forkætrede dagpengereform.



Annette Vilhelmsen roste talen i varme vendinger, og kaldte den for 'en rigtig fin tale'.

Hvad ville du have gjort anderledes?

- Jeg ville ikke have gjort noget anderledes. Jeg synes det er rigtig fint, sagde hun.

Savnede du ikke noget om dagpengene?

- Jeg synes, det hun sagde om akutpakken var rigtig fint, svarede hun og begav sig i raskt tempo ned af Vandrehallens 80 meter lange gang - væk fra folketingssalen og op mod sit kontor i bygningens såkaldte mellemetage.

Hvorfor flygter du?

- Men jeg flygter da ikke. Nej, det må du ikke tro. Jeg synes bare, at denne dag tilhører Villy. Han er vores formand, og det er ham, som skal udtale sig, sagde Annette Vilhelmsen.

Men hvad har du så travlt med?

- Åh, jeg har faktisk temmelig mange møder, og så har jeg noget, jeg skal forberede. Så derfor, sagde hun.



Astrid Krag roste også Thornings tale, men ønskede heller ikke at kommentere i dybden på dagpengesagen.

- Jeg synes, det var en rigtig god tale, der havde fokus på de afgørende ting. At vi får skabt job, og at vi som statsministeren gennemgik meget rigtigt i det sidste år har haft et dobbelt fokus i mange af de ting, vi har gjort. For eksempel: Når vi laver en energiaftale, så skaber vi også job, sagde Astrid Krag.