Lars Løkke Rasmussen er kravlet op ad popularitetsstigen, men kultur- og kirkeminister Per Stig Møller ligger stadig nummer et. Den laveste karakter er - igen - givet til beskæftigelsesminister Inger Støjberg.

Der er ikke sket meget med ministrenes popularitet, siden dagbladet Børsen i oktober 2010 spurgte danskerne, hvilke karakterer de enkelte ministre fortjente for deres arbejde. 

Greens Analyseinstitut har netop lavet en ny vælgermåling, der viser, at det stort set er de samme ministre, der ligger øverst og nederst på listen. Og topkarakterer er der stadig ingen, der får.

Danskerne har bedømt hver ministers indsats efter 13-skalaen, og flest roser bliver givet til kultur- og kirkeminister Per Stig Møller, der ligesom sidst målingen blev lavet, har fået 8,2 og dermed beholder sin førsteplads.

Nederst på listen er beskæftigelsesminister Inger Støjberg at finde med karakteren 6,3. Hendes indsats blev også bedømt med samme karakter ved sidste måling.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har lavet det største spring på listen. I oktober 2010 mente danskerne, at hans indsats lå til et 7-tal på 13-skalaen, men nu, i juni 2011, har han fået 7,6 og er dermed kravlet op på en tredjeplads.

- Vælgerne kvitterer for, at der nu bliver lavet noget politik, der stemmer overens med det, Løkke har gået rundt og sagt. Han har haft et enormt problem med at slå igennem som statsminister. Det gør han så nu. Og det er jo sådan set meget godt timet, siger Robert Klemmensen, valgforsker ved Syddansk Universitet, til Børsen.

Se hele ministerlisten til højre på siden.