Han kommenterer alt muligt på X og deltager i et væld af podcasts og konferencer. Ja, Tesla- og X-ejeren, Elon Musk, fylder meget i mediebilledet og deler gerne ud af sine holdninger og sit privatliv.
Men én del af sit nære familieliv har han kun yderst sjældent udtalt sig om – og det er der en helt særlig grund til.
Elon Musk har holdt kortene tæt ind til kroppen, når det kommer til forholdet til faderen Errol Musk, og det skyldes ifølge New York Times nogle voldsomme anklager, som er rettet mod Errol Musk.
Af hans egen familie.
Elon Musks 79-årige far er blevet beskyldt for seksuelt at have misbrugt fem af sine børn og stedbørn.
En af hans steddøtre hævder, at Errol Musk befølte hende tilbage i 1993. Dengang var hun fire år gammel.
Steddatteren hævder også at have fået et barn sammen med sin far, da hun var i 20erne.
Ifølge New York Times er anklagerne, som kommer fra medlemmer af Musk-familien, årsagen til, at 54-årige Elon Musk i dag skulle have slået hånden af sin far.
Der har været flere politiefterforskninger, men Errol Musk er aldrig blevet dømt for nogle af de overgreb, han er blevet beskyldt for.
Overfor New York Times afviser han anklagerne, som han kalder 'falske', 'opdigtede' og et forsøg på at presse penge ud af Elon Musk fra andre familiemedlemmers side.
Errol Musk hævder, at han har et både godt og nært forhold til Elon Musk.
Elon Musk har ikke besvaret New York Times' henvendelser, men i et interview med Rolling Stone fra 2017 udtalte han, at faderen havde gjort »næsten alt ondt, man kunne komme i tanke om«.
Han har også ladet forstå, at han i dag ikke har nogen kontakt med sin far.