USA's præsident, Donald Trump, har indført det kritiserede indrejseforbud for personer fra syv overvejende muslimske lande. Nye Borgerlige er anderledes positive overfor Donald Trumps initiativ.

Donald Trump får meget kritik for at have indført et indrejseforbud. Blandt andre skrev udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), dette tweet, og han kalder præsidentens beslutning uklog.

Men Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er positive. Dansk Folkeparti mener, at landene selv bestemme, hvem de vil lukke ind, mens Nye Borgerlige er klar til at gå længere end Donald Trump.

Foto: Olivier Douliery
Vis mere

»Muligheden for at komme til Danmark og søge asyl skal ophøre, og vi skal udelukkende hjælpe i nærområderne. Det modsvarer sådan set meget godt, hvad USA gør nu. Trumps er bare en mildere version, for han laver kun stoppet midlertidigt,« udtaler partiformand Pernille Vermund, til Jyllands-Posten.

Udenrigsminister Anders Samuelsens (LA) kritik af Donald Trump er Pernille Vermund langt fra enig i.

»Det er helt uforståeligt for mig, at en dansk udenrigsminister officielt går ud og kritiserer præsidenten for USA på Twitter. Udenrigsministeren virker mere optaget af at promovere sig selv end af at pleje danske interesser. Hvis han mener, at danske interesser kommer i klemme, er det i mine øjne ikke måden at gøre det på,« siger hun til Jyllands-Posten.

Danmark skal holde sig væk fra den amerikanske beslutning, hvis det står til Nye Borgerliges partiformand.

»Man løser ikke diplomatiske sager på Twitter. Hvis der er tale om en helt særlig situation, hvor en dansk statsborger skal til USA for at besøge et døende familiemedlem, så kan vi tillade os at kontakte USA ad diplomatisk vej for at se, om vi kan få en undtagelse. Men i og med, at det er et midlertidigt indrejseforbud, skal vi gøre os umage med at respektere, at sådan er vilkårene her og nu,« siger hun.