Økonomien i det nye supersygehus skrider. Igen.

Det nye supersygehus i Aalborg Øst giver bedre sundhed og forhold for Nordjyllands patienter, lyder det. Men vejen dertil er lang. Og ikke mindst økonomisk tung.

I en månedsrapportering oplyser Region Nordjylland, at prisen for byggeriet er opjusteret med 33,1 millioner kroner. Den samlede overskridelse lyder derfor lige nu på svimlende 243,1 millioner kroner.

Det bekræfter regionsrådsformand, Mads Duedahl (V), over for B.T.

»Det er bedste mands bud. Og det giver selvfølgelig udfordringer her og nu. Men vi har bestilt konkrete tal, som skal give et bedre overblik,« siger regionsrådsformanden indledningsvis.

De nye tal vender vi tilbage til. Vi forholder os til det, der ligger.

Dykker man ned i tallene, kan man se, at der i Regionsrådets 'Budget 2022' er afsat 207 millioner kroner, som kan dække overskridelser i byggeprojektet.

Tilbage står altså knap 35 millioner kroner. Penge, man ikke har – og ikke ved, hvorfra skal komme. I hvert fald lige nu. Men Mads Duedahl forsikrer, at regionen lige nu arbejder på flere muligheder.

»Det er rigtigt, at der er udgifter, som man ikke kan dække.«

»Men vi ser på, om vi kan skære andre steder. Så kigger vi på, om vi må droppe nogle ting, eller om vi kan indgå en aftale om et låneafdragsordning med staten.«

Årsagerne til de ekstra udgifter er efterhånden mange. Forlængelse af kontrakter, generel forsinkelse, manglede håndværkere og større efterspørgsel på elementer til byggeriet. Det er også årsager, der før er blevet beskrevet om tidligere budgetoverskridelser.

Mads Duedahl, hvordan kan det blive ved?

»Det er der mange grunde til. Det er noget, der er sket, før jeg tiltrådte som formand (1. januar 2022, red.). Det er en arv, jeg må tage videre.«

»Det er et stort og kompleks byggeri. Det er ikke et enkeltstående tilfælde, at store projektet bliver dyrere. Det er ikke en undskyldning, men det handler om pris- og lønfremskrivninger, og det skal vi bare være ærlige omkring.«

Kan du forstå, hvis forståelsen og tålmodigheden smuldrer hos borgerne?

»Ja, det kan jeg godt. For det er problematisk. Jeg er lige så træt af det som andre borgere. Det er svært at komme til bunds i, og derfor er det langt bedre, at vi får fuld vished over det.«

»Og selvom det er en ærgerlig proces, skal vi huske på, at det bliver et fantastisk projekt. Det giver meget bedre sundhed, og det vil komme til at redde liv for nordjyderne.«

Mads Duedahl oplyser, at han har bestilt en større redegørelse over forløbet – og ikke mindst økonomien. Den lander 14. februar, hvor mere præcise ord og tal kan sættes på situationen.

Byggeret har tidligere før en del kritik af de økonomiske rammer for projektet. Læs mere om det her.

Ifølge planen skal det nye supersygehus stå færdigt i 2023.