Det kan ikke legitimeres at give udenlandske lærere og sygeplejersker nemmere adgang til det danske arbejdsmarked, mener beskæftigelsesministeren.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) vil ændre ordningen, der giver nemmere adgang til de typer af udenlandsk arbejdskraft, som er opført på den såkaldte positivliste, skriver Jyllands-Posten.

- Selv i en krise, og når vi har arbejdsløshed, vil der være erhvervsgrupper, som vi har behov for at tiltrække udefra. Men jeg mener ikke, at det kan legitimeres med folkeskolelærere og sygeplejersker lige nu, siger ministeren til avisen.

Ifølge Jyllands-Posten indeholder listen flere typer af lærer- og sygeplejerjob. Men 500 danske sygeplejersker er rejst til Norge for at finde arbejde, mens hver 10. lærerstilling er blevet nedlagt. Det har medført kritik fra fagforeningerne.

Det var VK-regeringen, der indførte positivlisten, da der var mangel på arbejdskraft i landet. For at komme på listen kræves det, at der i en region er mere end en arbejdsgiver, der har haft rekrutteringsproblemer med en faggruppe, og der samtidigt ikke er høj arbejdsløshed inden for faget.

En reform af ordningen skal ikke give flere eller færre indvandrere, men tiltrække de rigtige faggrupper.

- Mit udgangspunkt er, at vi rekrutterer de rigtige mennesker, siger Mette Frederiksen til Jyllands-Posten

BNB