Gallup: Kun få procent af vælgerne mener, at ældreminister Thyra Franks parti, Liberal Alliance fører den bedste ældrepolitik.

Thyra Frank har efter fire måneder som ældreminister ikke været i stand til at markere Liberal Alliances ældrepolitik på en måde, som vælgerne synes om.

Kun 1-2 procent af danskerne peger specifikt på Liberal Alliance som det parti, der fører den bedste ældrepolitik. Det viser en meningsmåling, som TNS Gallup har foretaget for BT.

24 pct. mener at Dansk Folkeparti fører den bedste ældrepolitik, og 14 pct. nævner Socialdemokratiet som deres foretrukne parti indenfor dette politikområde. På tredjepladsen kommer Enhedslisten med fem pct. og herefter følger Venstre med blot fire pct. 44 pct. af danskerne har svaret »ved ikke« til spørgsmålet.

Thyra Frank siger i en kommentar, som hun i går sendte på en mail fra udlandet, hvor hun opholder sig her i påsken, at det væsentlige for hende er, at hendes parti gør en positiv forskel for de ældre.

»Sammen med de andre partier i regeringen prioriterer vi ældreområdet højt, og vi har sammen med Dansk Folkeparti taget en række initiativer, der vil gavne de ældre. Vi har eksempelvis sat 450 mio. kr. af til bedre ældremad og i omegnen af 1,5 mia. kr. over fire år til at give ældre på plejehjem større selvbestemmelse,« svarer hun.

På den anden side anfører DF's ældreordfører Jeppe Jakobsen, at det efter hans mening er fuld fortjent, at danskerne vrager Thyra Franks ældrepolitik.

»Det er nået ud til befolkningen, at alle de tiltag, som ældreministeren kan udmønte, kun eksisterer fordi Dansk Folkeparti har fået dem med på finansloven. Lige nu har vi en ældreminister, som har et godt hjerte og vil de ældre det godt, men som bestemt ikke repræsenterer et parti, der vil bakke det op økonomisk. Man kommer ikke så langt med god vilje i ældreplejen. Der skal nogle hænder til at levere den pleje og omsorg, der skal til,« siger Jeppe Jakobsen.

Socialdemokraternes ældreordfører Astrid Krag er heller ikke imponeret:

»Vi har en regering der har prøvet at sende nogle signaler ved at oprette Danmarks første ældreministerium. Og vi har fået den første ældreminister, men det er da dejligt at se, at man godt kan gennemskue, at det i sig selv ikke er nok. Vi mangler at se at den politiske vilje følger med. En enlig svale gør ingen sommer,« siger hun.

TNS Gallup har også spurgt, hvilke emner der er mest afgørende for hvilket parti man vil stemme på. For de ældre over 60 år er det først og fremmest flygtninge- og indvandrerpolitik, samt sundheds- og socialpolitik.

Det kan hænge sammen med, at de ældre er hyppige brugere af sundhedsydelser, vurderer Astrid Krag:

»Tallene viser, at de ældre har fanget, hvem der vil prioritere de her områder. Vi har en regering, der ikke vil lade økonomien følge med det stigende antal ældre, og det vil medføre et øget pres på sygehuse og ældrepleje,« siger hun.

Jeppe Jakobsen anfører, at socialpolitikken er det en del af hans partis dna.

»Vi vil gerne værne om det Danmark vi kender. Og dermed også vise en taknemmelighed overfor de mennesker, der har bygget det Danmark vi kender. Vi skal have en værdig ældrepleje, der gør at man kan leve livet hele livet,« siger han.