Regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance har indgået forlig om en forskningsaftale, der flytter penge fra sundhed til forskning.

Tilskud til høreapparater og pensionisters håndkøbsmedicin bliver beskåret med 180 mio kr for at skaffe flere penge til strategisk forskning og innovation.

Liberal Alliances forskningsordfører, Mette Bock har ikke de store problemer med at være med til den manøvre:

- Det er jo som at sammenligne æbler og fragtskibe. Vi er glad for aftalen, fordi vi nu er med til at begrænse skadevirkningerne fra de generelle nedskæringer i alle forskningens led, som vi ellers har set under den nuværende regering, siger Mette Bock.

- Samtidig står der i aftalen, at regeringen garanterer, at der er tale om et faktuelt prisfald på høreapparater. Min forventning er derfor, at det ikke kommer til at betyde øget egenbetaling for brugerne, men at branchen tilretter priserne efter, at produktionsomkostningerne er blevet lavere.

- Men vi skal selvfølgelig evaluere, hvilken effekt aftalen vil få. En anden forudsætninger er jo, at aftalen ikke må rykke på konkurrencevilkårene mellem offentlig og privat, og det er noget Konkurrencestyrelsen allerede er gået i gang med at kigge på, siger Mette Bock.

I forhold til de pensionister, der mister tilskud til håndkøbsmedicin, henviser Mette Bock til, at hvis lægen vurderer, at pensionisten har brug for medicin, så vil der fortsat være tilskud. Uanset om der er tale om receptpligtig medicin eller håndkøbsmedicin.

- Jeg ved ikke, om der er regnet på, hvad det har en konsekvenser for den enkelte pensionist. Men jeg tror, det er meget svært at udregne, da pensionister har lige så forskellige vilkår som alle andre.

- Men jeg synes først og fremmest, at det er trist, at der er blevet skåret så meget på forskning under den nuværende regering. Jeg har lige være i Sydkorea, der sætter 6-7 procent af deres statsbudget af til uddannelse og forskning. Vi bliver overhalet inden om, selvom det er det, vi skal leve af i fremtiden, siger Mette Bock.