13 af de i alt 30 nye kandidater for Inger Støjbergs nye parti Danmarksdemokraterne har en fortid i Dansk Folkeparti.

Men det skal man ikke lægge for meget i, hvis man spørger tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Hans Kristian Skibby.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at der er en del, der kommer fra Dansk Folkeparti. Lidt flere, end der kommer fra Venstre. Det kan man lægge meget i, hvis man vil det. Men det er ikke et nyt Dansk Folkeparti,« slår han fast over for B.T.

Ud over de 13 medlemmer med baggrund i Dansk Folkeparti kommer 11 af kandidaterne med en baggrund i Venstre, 1 fra De Konservative, og 5 kandidater kommer uden nogen baggrund i et parti.

Ifølge Hans Kristian Skibby skal man heller ikke se Danmarksdemokraterne som et 'jydeparti'.

»Det med, at vi skulle være et jyde-feinschmecker-parti, det tror jeg, at vi kan gøre til skamme. Vi kommer fra hele landet og kommer til at repræsentere hele Danmark.«

Der bliver jo talt meget om 'københavnske saloner', men vi har stadig ikke fået et eksempel på, hvad sådan en salon præcis er. Kan du hjælpe mig der?

»Nej, det bliver svært. Jeg har godt nok været boligudlejer i mange år, men jeg kan ikke hjælpe B.T.s journalister med at finde steder at opholde sig.«

Inger Støjberg har, da hun var folketingsmedlem, været medlem af en såkaldt VL-gruppe, som holdt til i det indre København. VL er en forkortelse for VirksomhedsLedere.

VL-grupperne er for ledere, der er højt på strå. Selvom der også er VL-grupper i Hadsund, hvor Inger Støjberg dengang var opstillet, var det altså i Indre København, at hun slog sine folder.

Men det kan Hans Kristian Skibby ikke se noget problem i.

»Der findes jo et hav af erhvervsgrupper i det ganske land. Og de udfordringer og emner, der er i København, kan være mindst lige så vigtige som i Jylland, hvor jeg kommer fra,« siger han til B.T.

Du kan se hele listen med folketingskandidaterne for Danmarksdemokraterne her.