Folketingsmedlem Victoria Velasquez fra Enhedslisten sygemelder sig.

Det skriver hun på Facebook.

Det skyldes eftervirkningerne af en hjernerystelse. Hun håber på at være væk i 'en kortere periode', men har ikke sat en tidshorisont på.

'Som nogle af jer ved, så har jeg desværre fået en hjernerystelse. Den vil ikke rigtig give slip, og jeg er stadig mærket af eftervirkningerne. Derfor har jeg talt med min læge. Beskeden er klar. Jeg skal sygemelde mig.'

'Det har jeg valgt at følge, selvom det er fandens svært. For både gejsten og kampglæden fejler ikke noget. Det bedste jeg ved er at kæmpe for et bedre liv sammen med alle jer.'

'Men jeg ved jo også godt, at hvis jeg ikke lytter, så risikerer jeg kun at kunne kæmpe med nedsat kraft resten af livet, og det kommer vi ikke til at stå bedre af på den lange bane,' skriver hun på Facebook.

Velasquez er blandt andet beskæftigelsesordfører, uddannelsesordfører og undervisningsordfører for Enhedslisten. Hun har siddet i Folketinget siden 2019.

Mens hun er væk, bliver Reza Javid (EL) midlertidigt folketingsmedlem, oplyser Velasquez i opslaget.

/ritzau/