Det er usikkert, hvem der bliver SF's anden kandidat, der skal gøre Margrete Auken selskab i EU-Parlamentet.

Mens Margrete Auken er så godt som sikker kandidat til EU for SF, er det langt mere usikkert, hvem der skal gøre hende selskab i Europa-Parlamentet.

Ifølge TV2 er der tæt løb mellem den garvede Karsten Hønge og den unge Kira Marie Peter-Hansen.

Sidstnævnte beskriver det som "ret vildt" at kunne tage en plads i EU.

- Det vil være en ret stor ære at være talerør for den ungdom, der har råbt op om klimaløsninger i flere år uden at blive lyttet til, siger Kira Marie Peter-Hansen.

Det får selvsagt en betydning, når det senere mandag bliver talt op, hvem af de to kandidater der får flest af personlige stemmer.

Men selv hvis den 60-årige Karsten Hønge får flest personlige stemmer, kan han stadig bane vejen for Kira Marie Peter-Hansen.

Han stiller nemlig også op til Folketinget. Men han kan kun blive valgt et af stederne. Dermed kan det åbne for Kira Marie Peter-Hansen.

Med sine 21 år vil hun være blandt de yngste i Europa-Parlamentet og den yngste af de danske mandater.

- Det sidste parlament havde en gennemsnitsalder, der var ti år ældre end Europas gennemsnitsbefolkning. Der er en vis misrepræsentation. Jeg vil kunne bidrage med at italesætte de problemer, vi (unge, red.) står med, siger hun.

Kira Marie Peter-Hansen peger på, at det også kan være de unge, der har været med til at hjælpe hende frem.

- Der er mange influensers, der har anbefalet mig på sociale medier og Instagram. Jeg håber, det har fået stemmeprocenten blandt unge op. Det tyder på det indtil videre heldigvis, siger hun.

Hvis Kira Marie Peter-Hansen kommer i Europa-Parlamentet, vil hun pause sit økonomistudium på pause.

Særligt i de større byer har SF hevet mange stemmer hjem. I København har partiet taget knap hver fjerde stemme, mens de cirka har taget 18 procent af stemmerne i Aarhus.

På landsplan er partiet løbet med 13,2 procent af stemmerne.

/ritzau/