Chijindu Ujah, der vandt sølv i 4 x 100 meter løb, er testet positiv for doping og midlertidig suspenderet.

Den britiske atletikudøver Chijindu Ujah er blevet midlertidig suspenderet efter en positiv dopingprøve foretaget under OL i Tokyo.

27-årige Ujah var en del af Storbritanniens stafethold, der vandt sølv i 4 x 100 meter løb.

Det oplyser atletikkens integritetsenhed, AIU.

Sagen er nu overdraget til Det Internationale Testagentur (ITA).

Hele det britiske stafethold risikerer at få frataget sølvmedaljen, hvis den positive dopingprøve bekræftes.

Ujah blev nummer to på stafetten med Zharnel Hughes, Richard Kilty og Nethaneel Mitchell-Blake efter de overraskende guldvindere fra Italien.

Kina kan nu ende med at få en bronzemedalje, efter at landets stafethold blev nummer fire i finalen.

Den positive dopingprøve vist spor af de forbudte stoffer ostarin og S-23, der har en effekt lig anabolske steroider.

Dopingtest af atletikudøverne ved OL i Tokyo viste også forbudte stoffer hos Bahrain-løberen Sadik Mikhou, den georgiske kuglestøder Benik Abramyan og sprinteren Mark Odhiambo fra Kenya.

Deres positive prøver blev alle opdaget under legene, hvor de blev midlertidig suspenderet.

Der er desuden nu fundet en positiv dopingprøve fra Odhiambo fra 24. juni i Sydafrika.

/ritzau/Reuters