Hun kommer til at presse citronen i år, og det skyldes en ting: OL i Paris.

I 2022 tog Ida Karstoft Danmark med storm, vandt EM-bronze på 200m-distancen og scorede fortjent 'Intet er umuligt'-prisen ved Sportsgallashowet i starten af 2023.

Men herefter var hun ude. Nul starter hele året.

Derfor er spændingen stor, når hun efter halvandet års pause igen er til start ved et stævne, og datoen er sat: 29. marts vender hun tilbage til startblokken.

Karstoft vandt 'Intet Er Umuligt'-prisen for sit flotte 2022.
Karstoft vandt 'Intet Er Umuligt'-prisen for sit flotte 2022. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Rent formmæssigt er det ikke, fordi jeg er klar til konkurrence, men jeg ser det ligesom en preseason i fodbold. Jeg gør det for at blive klar, og det er en træningskonkurrence,« siger hun til B.T. på en telefonforbindelse fra Florida, hvor hun har indledt en seksugers træningslejr.

Hun skal stadig holde skarpt øje med sin akillessenen, der 'lever sit eget liv'.

»Jeg er optimistisk og positiv. Tiderne er lovende, og det virker til, at kroppen husker, hvordan den skal gøre. Der skal ikke meget til, at jeg er tilbage i en form, som vi har set før,« siger Karstoft. 

»Men det er halvandet år, siden jeg stod på en startstreg.«

»Mange ting er uvisse, men det er et OL-år, og der er vi nok kommet til et sted, hvor jeg accepterer, at akillessenen reagerer, så længe jeg kan løbe uden de værste gener.«

»Havde der ikke været OL, så havde jeg måske gjort det anderledes, men det er et vigtigt år.«

Så du er klar på at presse citronen her?

»Ja, der er en risiko med en skadet akillessene, men jeg vil ikke gøre det til et større problem, for jeg har jo haft skaden i fem år - og også da jeg vandt bronze til EM.«

Endelig figurerer Karstofts navn på en startliste.
Endelig figurerer Karstofts navn på en startliste.
Vis mere

»Ingen kan love, at det ikke går galt, men hvis jeg ikke var villig til at tage den risiko, så kunne jeg ligeså godt stoppe min karriere.«

»Jeg kan ikke leve i frygt og lade være med at løbe. Der er også en chance for, at det går godt,« siger hun klart.

Lige nu er OL-kravet 22,57 sekunder - en tiendedel hurtigere end hendes personlige bedste. Men hun kan også kvalificere sig via rangeringen, som der skal arbejdes på op til legene.

»Jeg er forberedt på det hele. Alt fra et OL-krav til at løbe 24,5,« siger hun og griner.

Og minder dermed også om, hvor lille succesmarginen er i sprint.

Hun indleder jagten 29. marts ved Florida Relays.