Birgitte Raaberg fortæller her, hvordan det i virkeligheden gik til, da hun kiggede forelsket på Kim Larsen i filmen ’Midt om natten’. Og om hvordan hun har overvundet sin frygt for mørket ved at sidde alene i New Mexicos ørken i seks dage.
1. Teenagedrømme
Her mit skolebillede fra jeg var 16. Dengang nøjedes vi med at kigge langt efter hinanden og flirte. Jeg fik min første kæreste, da jeg var 17. Jeg spillede lidt guitar, var vild med Joan Baez og drømte om at gå i spidsen for et protesttog med min guitar. Fra jeg var 14, arbejdede jeg på diakonissestiftelsen på Frederiksberg efter skoletid, hvor jeg serverede mad til de gamle diakonisser, der havde været ude i verden at tjene. De kunne jo ikke nogensinde blive gift og var måske derfor altid meget glade, når der kom en læge eller en præst af hankøn. De havde været missionærer ude i verden. Jeg husker især, da en søster Karoline blev 100 år.
2. Første skoledag
Her fra første skoledag på Søndermarksskolen på Frederiksberg. Min søster og jeg havde altid meget fine, velstrøgne sløjfer i håret, som min mor friserede og glattede. Det blev sat op i en hestehale, rottehaler eller fletninger. Det meste af af vores tøj var hjemmesyet – også frakken – og vi gik alle dengang med fine sko, ikke bare snøresko. På Frederiksberg var vi meget forskellige, nogle boede i de store villaer, og vi andre i lejligheder, et blandet klientel, men vi var af samme kultur. Og der var masser af fritidsbeskæftigelser på skolen, man kunne gå til tegning, maling, stoftryk og syning. Jeg gik til håndbold, fra jeg var 11, til jeg gik ud af gymnasiet og var også blåmejse-spejder. Jeg var mest til de kreative fag som musik, hvor jeg sang, og til dansk og maling – i dag maler jeg faktisk billeder, når jeg har tid.
3. Barndommen
Jeg voksede op på Frederiksberg i en treenhalv-værelses lejighed. Min far Ingvor var murermester, og min mor Ruth Raaberg var hjemmegående, hun syltede, bagte og syede vores tøj. Min mor syntes, jeg var et vildt barn – jeg kravlede da også på plankeværker og kørte hurtigt på rulleskøjter. Som barn var jeg ikke en lille skuespiller, jeg var genert, men jeg så en masse film. Først var det Fred Astaire, Gene Kelly og Disneyfilm. Og da jeg var 15, ’Alice’s restaurant’ og ’Soldier Blue’. Jeg var barn i 60’erne og husker, da vi fik tv. Den første dag så vi Four Jacks spille Mandalay. Da jeg var 16, var vi efterhånden fire børn og to voksne, og derfor flyttede vi til Ejby ved Glostrup, hvor min far byggede et stort hus med kælder, hvor jeg blev boende, til jeg var 22 – min kæreste og jeg i kælderen.
4. På interrail
Jeg 19-20 år og færdig med gymnasiet, da jeg her var på interrail i Nordfrankrig i bjergene og senere også i Italien. Vi var to par af sted sammen, boede i telte, spillede guitar og sang og havde det tophyggeligt hele vejen.
5. Skuespiller
Der var højt humør her i 1978, da jeg lige havde fået at vide, at jeg var kommet ind på Skuespillerskolen i Aarhus, hvor jeg begyndte året efter. Man kunne søge tre skoler, den første var Aarhus, og der søgte 600-800 om at komme ind til en af de fem pladser det år. Thomas Eje kom jeg til at gå sammen med – han var så gennemmusikalsk, og vi var flere, der gerne ville lave musicals, men det var ikke så populært dengang. På billedet er komponist Andy Pape og tegnefilmsinstruktør Peter Røsche.
6. Med Preben Kristensen
Billedet her er fra forestillingen ’Jeg elsker min kone’, som spillede to sæsoner på Nørrebros Teater. Det er Preben Kristensen, mig, Sonja Oppenhagen og Anders Bircow, og vi fik i huj og hast nogle mærkelige parykker på. Forinden havde Preben og jeg været på turné med den samme forestilling, og her besøgte Prebens mand Søren Hedegaard os. Jeg havde på det tidspunkt langt hår, men en eftermiddag, hvor vi kedede os lidt, designede Søren Hedegaard den frisure, som blev Susan Himmelblå-frisuren. Søren har blik og flair for stil. Han er i dag dronning Margrethe og kronprinsesse Marys personlige stylist og frisør. Min københavnerdebut på teatret var i forestillingen ’Da jazzen kom til byen’, som var nyskrevet til Linie 3, og som blev spillet på Betty Nansen Teatret, hvor Morten Grunwald var direktør. Her mødte jeg Erik Balling, som kom og så forestillingen, og han sagde bagefter til mig, at jeg havde filmudstråling, og at han gerne ville lave film med mig. Efter nogen tid ringede han til mig med et filmtilbud, men jeg sagde nej, for jeg havde planlagt at skulle tre måneder ’across’ USA med min daværende kæreste. Heldigvis ringede Erik Balling til mig igen senere og sagde: ’Nu har jeg rollen til dig. Du skal møde Kim Larsen og Erik Clausen og sige goddag.’
7. Susan Himmelblå
Min filmdebutrolle var som Susan Himmelblå i ’Midt om natten’. På billedet ser man, at jeg står og flirter med Kim Larsen, mens han sang på scenen i filmen, men sandheden er, at Kim slet ikke var der – jeg kiggede på en handske, en person holdt op, mens jeg hørte sangen ’Susan Himmelblå’. Men som skuespiller er det jo kunsten, at man har et indre liv, der kan ses. Det var utrolig dejligt at arbejde sammen med Erik Balling, Kim Larsen og alle de andre. Man kunne tro, det var én lang fest, men mens optagelserne stod på, var jeg på turné i Jylland og kørte frem og tilbage. Mange nætter fik jeg kun to timers søvn. De første år efter filmen kunne jeg ikke gå på gaden uden at blive genkendt – og det er stadig en rolle, som mange husker.
8. Alene i ørkenen
Jeg udgav sudste år bogen »Det du favner« på Gyldendal. Jeg har ladet rammen om bogen være en Vision Quest, som jeg foretog i 2005. På en VisionQuest er du alene i naturen - D dette tilfælde i seks dage i New Mexicos højørken. Jeg havde mit telt, min sovepose. lugter, notesblok og jskrivegrej. Jeg fik besøg hver dag og fik ris, te og vand, så jeg sultede ikke. Derude, helt alene i den stille natur, sad jeg og reflekterede over min fortid og fremtid. Når man på den måde forbinder sig med naturen og bliver ét med universet, er der en masse ting, der falder på plads. For mig betød det bl.a. at jeg overvandt ,ørkestræk - en ting som er frihedsberøvende at leve med - det er svært at være ens egen helt, når man ikke tør gå ud med skraldet efter mørkets frembrud. Den indianske træning, jeg har gennemgået, handler om selvautoritet, indre lederskab og klare valg - noget alle mennesker kan bruge også i et komplekst moderne samfund.
9. Jeg overvandt mørkeskræk
Jeg udgav sidste år bogen ’Det du favner’ på Gyldendal. Jeg har ladet rammen om bogen være en VisionQuest, som jeg foretog i 2005. På en VisionQuest er du alene i naturen – i dette tilfælde i seks dage i New Mexicos højørken. Jeg havde mit telt, min sovepose, lygter, notesblok og skrivegrej. Jeg fik besøg hver dag og fik ris, te og vand, så jeg sultede ikke. Derude, helt alene i den stille natur, sad jeg og reflekterede over min fortid og fremtid. Når man på den måde forbinder sig med naturen og bliver ét med universet, er der en masse ting, der falder på plads. For mig betød det bl.a., at jeg overvandt mørkeskræk – en ting som er frihedsberøvende at leve med – det er svært at være ens egen helt, når man ikke tør gå ud med skraldet efter mørkets frembrud. Den indianske træning, jeg har gennemgået, handler om selvautoritet, indre lederskab og klare valg – noget alle mennesker kan bruge også i et komplekst moderne samfund.
