Rasmus Kragh kæmpede for at nå toppen af verdens højeste bjerg. Turen kostede ham næsten livet. Men rejsen ned fra bjerget og tilbage til hverdagen har faktisk været sværere

Dehydreret, med tegn på højdesyge og uden følelse i hverken hænder eller fødder søgte Rasmus Kragh tilflugt i sit telt. Vinden hamrede mod bjergsiden og rev i teltdugen. Stormen overdøvede alle andre lyde.

Bjergbestigeren Rasmus Kragh befandt sig i dét, man kalder ‘dødszonen’. I 8.000 meters højde på verdens højeste bjerg, Mount Everest. Han var på vej ned.

Samme dag havde han næsten nået sit mål – toppen af bjerget, da et pludseligt og voldsomt uvejr forhindrede ham i at fortsætte. Alle andre bjergbestigere, der den dag prøvede kræfter med bjerget, var for længst vendt om og bevægede sig ned fra bjerget. Kun 200 meter fra toppen blev Rasmus Kragh tvunget til at gøre det samme. Han vidste, at han ikke ville overleve, hvis han fortsatte.

Det var den eneste rigtige beslutning. Men også den sværeste.

På vej ned søgte han tilflugt i teltet. Han hev sne med ind på soveposen, da han udmattet kravlede ind med alt sit klatreudstyr på. Men han var ligeglad og faldt i søvn.

Næste morgen var stormen ikke aftaget. Tværtimod.

Rasmus Kragh havde problemer med at få følelse i sine fødder, men vidste at han hurtigt skulle ned i sikkerhed for foden af bjerget.

Men før han fik samlet sit udstyr, rev stormen i ét nu teltpløkkene op af sneen. Teltet, med Rasmus Kragh indeni, blev fejet langs bjergskråningen og ud mod bjergets kant. I sidste øjeblik fik han flået teltdugen op og kastede sig ud på den kolde jord kun få meter fra afgrunden. Sekunder senere vippede teltet ud over skråningen og faldt flere hundrede meter ned.

I dét øjeblik troede Rasmus Kragh, at han skulle dø.

Rasmus Kragh i mere end 8.600 meters højde. Den 22. maj 2017 stod han ved stenformationen ’Mushroom rock’ på Mount Everest. Kort efter måtte han vende om på grund af kraftig vind og storm. Privatfoto
Rasmus Kragh i mere end 8.600 meters højde. Den 22. maj 2017 stod han ved stenformationen ’Mushroom rock’ på Mount Everest. Kort efter måtte han vende om på grund af kraftig vind og storm. Privatfoto
Vis mere

Vejen hjem

I slutningen af marts måned 2017 begav bjergbestigeren Rasmus Kragh sig mod Himalaya for at bestige verdens højeste bjerg – alene, uden brug af kunstig ilt og fra nordsiden. BT fulgte ham på rejsen mod toppen.

Otte måneder senere er han tilbage i Danmark, hvor vi igen har mødt ham for at høre, hvordan det var at komme ned fra bjerget – og hjem. Hvordan det var at have drømt stort, for så at måtte opgive drømmen. Hvordan det var at have lagt arm med døden og vundet, mens mange andre tabte samme kamp. Og om behovet for at få psykologhjælp til at bearbejde dét, han har oplevet og nu ikke kan glemme.

Det er kun fem måneder siden, han landede i Karup Lufthavn, efter at have kæmpet for sit liv på bjerget, men allerede i september måned debuterede han med sin første foredragsrække om turen. Det er med andre ord gået stærkt for 28-årige Rasmus Kragh. Måske lidt for stærkt.

»Dagen efter jeg landede i Danmark, tog jeg til møder. Selvom jeg syntes, at jeg var velfungerende, var der nogle brikker, som ikke helt var faldet på plads endnu. Når nogen talte til mig, var jeg ikke helt til stede. Det hele gik for hurtigt. Mentalt var jeg stadig på bjerget.«

Den 21 april 2017 blev Rasmus Kraghs ekspedition velsignet af en buddhistisk lama ved et tempel på bjerget. Privatfoto
Den 21 april 2017 blev Rasmus Kraghs ekspedition velsignet af en buddhistisk lama ved et tempel på bjerget. Privatfoto
Vis mere

Selvom han har lagt Mount Everest bag sig, har oplevelserne sat spor i Rasmus Kragh. Han får hjælp af en psykolog til at bearbejde sin nærdødsoplevelse, sin dårlige samvittighed over for familien og ikke mindst mødet med de syv lig, som han passerede på bjerget.

Foredrag om eventyr og død

En efterårsaften mødtes mere end 100 mennesker på anden sal på Ballerup Bibliotek for at høre bjergbestigeren fortælle om sine oplevelser.

Dunjakken, klatreudstyret og sneskoene er udskiftet med jeans og en grå T-shirt.

»Det er første gang, jeg holder et foredrag. Når man tænker på, at damelandsholdet også spiller i aften, er det fedt at se, at der er så få ledige stole,« lyder åbningsreplikken.

Før topforsøget boede Rasmus Kragh i Basecamp, der ligger i 5.200 meters højde, hvor han akklimatiserede sig. I baggrunden ses de farverige bedeflag, som ofte hænger på bjergskråninger i Himalaya. Privatfoto
Før topforsøget boede Rasmus Kragh i Basecamp, der ligger i 5.200 meters højde, hvor han akklimatiserede sig. I baggrunden ses de farverige bedeflag, som ofte hænger på bjergskråninger i Himalaya. Privatfoto
Vis mere

På overfladen virker den unge eventyrer som én, der ikke er til at skyde igennem. Billede efter billede i det slideshow, han viser, viser en handlekraftig og energisk Rasmus Kragh, der bestiger den ene sneklædte tinde efter den anden. Men halvvejs gennem foredraget skifter han billederne ud med et kort video- klip, som toner frem på storskærmen.

»Opfatter du det, som om du var tæt på at dø,« spørger en kvindelig psykolog i videoklippet.

»Ja. For det ved jeg, at jeg var,« svarer Rasmus Kragh.

Klippet stammer fra den første samtale, han havde med en psykolog, efter han kom hjem. Samtalen fandt sted i august måned, og den afslører en del af historien om Mount Everest, han ikke før har fortalt.

»Det er først nu, at jeg er blevet enig med min familie om, at jeg har behov for at tale med en psykolog om mine oplevelser. I princippet burde jeg have gjort det for lang tid siden,« siger han.

For hans personlige rejse handler ikke kun om styrke og mod. Den handler også om selvopofrelse og menneskelige konsekvenser.

Hjælp hos psykolog

Han har aldrig før haft behov for en psykolog. Han har altid ordnet tingene selv. Som tidligere landsholdseliteløber og sergent i forsvaret sad det på rygraden, at han måtte klare sig selv. Men det har ændret sig – nu.

I de første dage efter sin hjemkomst boede Rasmus Kragh hos sine forældre i Skive, mens han langsomt kom til kræfter. Men han mærkede hurtigt, at han ikke kunne finde roen i sig selv, ikke som han plejede at kunne.

»Jeg sov dårligt om natten, og det gik op for mig, at jeg nok havde behov for at tale om tingene, før jeg brændte helt sammen. Hos psykologen kan jeg tale om mine oplevelser på en kynisk og hård måde. Ting, som jeg ikke kan dele med min kæreste eller familie, fordi de er for emotionelt involverede,« fortæller han.

 Teltet, som Rasmus Kragh sov i, mens han var i Basecamp. Privatfoto
 Teltet, som Rasmus Kragh sov i, mens han var i Basecamp. Privatfoto
Vis mere

I november begyndte han derfor i et længere forløb hos sin psykolog. Al den bagage, Rasmus Kragh havde med hjemmefra – både fysisk og psykisk – var han alene med i de mange uger på bjerget. Han har derfor haft lige så meget behov for at tale om dét, han tog med op på bjerget, som om alt det, han tog med ned. Udover nærdødsoplevelsen er den dårlige samvittighed dét, Rasmus Kragh kæmper mest med.

Tilbage i maj måned, mens han stadig var på Mount Everest, frygtede hans familie og kæreste det værste. Efter Rasmus Kragh havde opgivet sit topforsøg, ringede han tidligt om morgenen hjem til sin familie. Han fortalte med utydelig stemme, at han havde søgt tilflugt for stormen og nu lå alene og afkræftet i sit telt uden mad og vand. Kort efter opkaldet forsvandt satellitforbindelsen til bjerget, og i flere timer var der ingen livstegn fra ham, alt imens vejrforholdene på bjerget kun forværredes. I syv lange timer ventede familien på livstegn. Til sidst vurderede de, at hans tilstand var kritisk, så de besluttede, at søge hjælp hos en anden bjergbestiger, nemlig ekspeditionslederen i Advanced Basecamp, længere nede ad bjerget. Han havde løbende været i radiokontakt med Rasmus Kragh, men havde heller intet hørt siden tidligt samme morgen. Familien var utryg, men en redningsaktion blev aldrig aktuelt, da familien i Danmark samme aften modtog en sms fra Rasmus Kragh. Han var i live og på vej ned.

-Arkiv- Dansker forsÔøΩger solo-bestigning af verdens hÔøΩjeste bjerg og uden kunstig ilt. Den 27-ÔøΩrige Rasmus Kragh vil forsÔøΩge at komme i et eksklusivt selskab pÔøΩ mindre end ti personer ved at bestige verdens hÔøΩjeste bjerg, Mount Everest, pÔøΩ 8848 meter alene og uden brug af kunstig ilt - og fra bjergets nordside i Tibet, som er mere isoleret, teknisk krÔøΩvende og koldere end den nepalesiske side. Rasmus Kragh har bebudet et topforsÔøΩg 22. maj. - - - - . (Foto: PRAKASH MATHEMA/Scanpix 2017)
-Arkiv- Dansker forsÔøΩger solo-bestigning af verdens hÔøΩjeste bjerg og uden kunstig ilt. Den 27-ÔøΩrige Rasmus Kragh vil forsÔøΩge at komme i et eksklusivt selskab pÔøΩ mindre end ti personer ved at bestige verdens hÔøΩjeste bjerg, Mount Everest, pÔøΩ 8848 meter alene og uden brug af kunstig ilt - og fra bjergets nordside i Tibet, som er mere isoleret, teknisk krÔøΩvende og koldere end den nepalesiske side. Rasmus Kragh har bebudet et topforsÔøΩg 22. maj. - - - - . (Foto: PRAKASH MATHEMA/Scanpix 2017)
Vis mere

Situationen var bare én blandt mange, hvor Rasmus Kragh ved, at han har forvoldt sin nærmeste unødig smerte og bekymring.

»Selvom de støtter mig, kan jeg mærke, hvor meget det slider på dem.«

Skarpe kontraster

De første uger hjemme i Danmark var de sværeste. Selvom Rasmus Kragh havde udskiftet liggeunderlaget på det ufremkommelige bjerg med sin egen seng i sit eget soveværelse, havde han svært ved at sove.

»Nogle gange vågnede jeg uden at vide, hvor jeg var. Kroppen var stadig i en tilstand af stress.«

Langsomt er det blevet lettere at sove, men han har stadig ikke helt vænnet sig til en hverdag i Danmark. Kontrasterne er store efter flere måneder alene på Mount Everest.

Man kan ikke se det på ham, men han er forandret. Han har været derude, hvor ét forkert skridt betyder forskellen mellem liv og død. Hver en bevægelse har krævet hans fulde koncentration i alle døgnets vågne timer. Noget, han ikke bare har kunnet lægge fra sig igen. Han sætter mere pris på livet. Han tænker i hvert fald mere på det og lader sig ikke i lige så høj grad påvirke af hverdagsproblemer.

Selfie med kæresten Liva Westergaard. Privatfoto
Selfie med kæresten Liva Westergaard. Privatfoto
Vis mere

»Det er en stor kontrast, når man kommer hjem og hører folk brokke sig over prisen på en pose lakrids i supermarkedet. På bjerget har du et simpelt liv, hvor du kun har dig selv og ét tydeligt mål at forholde sig til. Du skal op – og ned. Det ved jeg, hvordan man gør, men det er udfordrende at komme tilbage til en hverdagsrutine i Danmark. Folk synes, jeg taler om døden, som om den er hverdag. Men man får et andet forhold til tingene – og jeg kan godt føle mig lidt distanceret i perioder.«

Selvom han ‘ikke har behov for at overgå andres historier med noget vildere’, kommer han ofte til det. Simpelthen fordi han har oplevet ting, de færreste gør. Han har alene forsøgt at gøre det, som mindre end 10 mennesker har formået at overkomme i historiens løb.

På sin rejse mod toppen stod han over for syv lig og kæmpede flere gange for sit eget liv.

På Mount Everest stødte Rasmus Kragh på en bjergbestiger, der lå sammenkrøbet i sneen med ryggen mod vinden. Han kaldte på manden, men fik intet svar. Forsigtigt nærmede han sig skikkelsen og ruskede ham i foden, men indså hurtigt, at han ikke var i live. Kroppens tilstand afslørede, at han ikke havde været død længe. Få hundrede meter højere oppe passerede Rasmus Kragh endnu et lig, der hang fra en klippe i en sikkerhedsline med hovedet nedad. I alt stødte han på syv lig, der som milepæle markerede ruten mod toppen.

Hver gang vågnede han fra den virkelighedsfjerne trance, som han bevægede sig i, og blev mindet om den fare, han konstant skulle navigere i.

Selfie med solbriller – mens Rasmus Kragh ventede på sit visa til Tibet, brugte han en uge i Khumbu-regionen i det nordøstlige Nepal på at vandre og vænne sig til højderne. Privatfoto 
Selfie med solbriller – mens Rasmus Kragh ventede på sit visa til Tibet, brugte han en uge i Khumbu-regionen i det nordøstlige Nepal på at vandre og vænne sig til højderne. Privatfoto 
Vis mere

Selvom oplevelserne med sin egen og andres dødelighed har gjort ham mere ‘kold’ på nogle områder, har de til gengæld gjort ham mere bevidst på andre. Han har hele tiden et øje på sin egen mentale tilstand.

»Jeg er forbi et ‘point of no return’. Jeg skal holde øje med, om jeg stadig kan se mig selv i spejlet og få øje på en Rasmus, der fungerer. På et tidspunkt kan man risikere at bevæge sig for langt væk fra omverdenen, fordi man har været igennem nogle ting. Jeg kan risikere, at jeg mentalt sidder fast på bjerget, og det er ikke dér, jeg vil ende. Hvis jeg en dag ikke længere kan leve med det psykiske pres, som jeg udsætter mig selv for som bjergbestiger, må jeg finde noget andet at lave,« forklarer han.

Svært at indhente tiden

Den følelse, Rasmus Kragh tydeligst husker, da han efter flere måneder på bjerget landede i Karup, var følelsen af, at det var en evighed siden, han sidst havde set sin kæreste. Inderst inde vidste de begge, at det ville tage tid, før de fandt hinanden igen.

»Min kæreste har været igennem så meget. Da jeg endelig var hjemme, havde hun behov for, at jeg var 100 pct. til stede. Men jeg havde nok at gøre med at komme ovenpå igen. Selvom jeg fysisk var hjemme, var jeg slet ikke til stede mentalt. Det har været ekstremt hårdt at forholde mig til mit forhold, men når man kommer igennem det, står man stærkere. På den måde har turen også gjort noget godt for vores forhold.«

Efter hjemkomsten har Rasmus Kragh revet sine jyske rødder op og bosat sig i København sammen med sin kæreste Liva Westergaard. Hun skal færdiggøre sit kandidatstudie i hovedstaden, og han udnytter muligheden for luftforandringer og ser nye muligheder for sin virksomhed.

-Arkiv- Dansker forsÔøΩger solo-bestigning af verdens hÔøΩjeste bjerg og uden kunstig ilt. Den 27-ÔøΩrige Rasmus Kragh vil forsÔøΩge at komme i et eksklusivt selskab pÔøΩ mindre end ti personer ved at bestige verdens hÔøΩjeste bjerg, Mount Everest, pÔøΩ 8848 meter alene og uden brug af kunstig ilt - og fra bjergets nordside i Tibet, som er mere isoleret, teknisk krÔøΩvende og koldere end den nepalesiske side. Rasmus Kragh har bebudet et topforsÔøΩg 22. maj. - - - - . (Foto: PRAKASH MATHEMA/Scanpix 2017)
-Arkiv- Dansker forsÔøΩger solo-bestigning af verdens hÔøΩjeste bjerg og uden kunstig ilt. Den 27-ÔøΩrige Rasmus Kragh vil forsÔøΩge at komme i et eksklusivt selskab pÔøΩ mindre end ti personer ved at bestige verdens hÔøΩjeste bjerg, Mount Everest, pÔøΩ 8848 meter alene og uden brug af kunstig ilt - og fra bjergets nordside i Tibet, som er mere isoleret, teknisk krÔøΩvende og koldere end den nepalesiske side. Rasmus Kragh har bebudet et topforsÔøΩg 22. maj. - - - - . (Foto: PRAKASH MATHEMA/Scanpix 2017)
Vis mere

I sin nye hverdag bruger han tiden som guide for Jysk Rejsebureau, hvor han på den sidste tur i august hjalp et hold på syv mod toppen af Mount Kilimanjaro i Tanzania. Rasmus Kragh genoptræner også sin fysiske form, holder foredrag om turen til Mount Everest og mødes med erhvervsfolk om fremtidige ekspeditioner.

I en alder af 28 år har tanken om børn strejfet ham mere end én gang. Men den plan ligger stadig langt ude i fremtiden.

Alligevel er det præcis tanken om et barn, som får ham til at reflektere over, om han kan fortsætte med at leve det liv, han gør nu.

»Jeg finder nok på noget andet. Der er mange steder i verden, jeg gerne vil opleve – ødemarker at vandre i og jungler at bevæge sig ind i,« siger han.

Ligesom Rasmus Kragh har behov for at tale med en professionel om sine oplevelser på bjerget, så har hans kæreste også behov for at høre om dem. Hvis de skal finde hinanden igen, skal hun forstå, hvad han har været igennem. Derfor ’nedbryder de Mount Everest i bidder’. Lidt ad gangen taler de hans oplevelser igennem. For Mount Everest er ikke et afsluttet kapitel.

Af sted igen

Turen mod toppen kostede en halv million kroner. Penge, som Rasmus Kragh rejste gennem sponsorater med erhvervslivet i Viborg Kommune. Når han taler om sin ambition om at nå toppen af bjerget, taler han ikke kun i datid.

Bjerget er en ambition, som han ikke har opgivet. Den er der stadig, og planen om en ny ekspedition og et nyt topforsøg er i tankerne.

»Det irriterer mig, at jeg ikke fik set det sidste. At jeg ikke kom helt op og kunne se ud over hele verden. Dét mangler jeg stadig. Nu ved jeg, hvordan man kommer op i 8.600 meters højde, så jeg udelukker ikke, at jeg prøver igen. Det er et uafsluttet kapitel. Før jeg kan komme videre til et nyt, skal jeg have afsluttet det her.«

Fra begyndelsen af sin ekspedition vidste Rasmus Kragh, at hans største fjende på bjerget ville være vejret. Det var vejret, som i sidste ende forhindrede ham i at nå sit mål.

Han satsede alt for at udleve drømmen om Mount Everest. Den var inden for rækkevidde, og han ved, at han kan gennemføre, hvis han får chancen igen. Spørgsmålet er, om det er det hele værd.

»Det er så hårdt og har kostet mig så meget. Det er ikke kun den tid, jeg er af sted. Det er også alle månederne før og efter turen, som slider på mig og mine nærmeste. På den anden side er det alt det her værd. Det er en del af mig. Jeg er nok for passioneret omkring det, jeg laver, til at kunne lade være.«