Søren Laursen blev den første som vandt en million i quiz-showet »Hvem vil være millionær«. Nu skal gælden betales.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Glem alt om champagne i stride strømme, store cubanske cigarer og letlevende damer ad libitum.

Quiz-mesteren Søren Brøndum Laursen har ikke tænkt sig at bruge pengene på tant og fjas. Han vil betale af på gælden og beholde den gamle bil.

»Jeg har en Skoda, og den beholder jeg. Jeg er ikke typen, der tømmer skraldespanden i hovedet på chefen, fordi jeg vinder en million,« siger den 40-årige Søren Laursen over en kop sort kaffe på en café på Frederiksberg i København, ikke langt fra den fireværelses lejlighed, hvor han bor sammen med kæresten Anne Grete og deres ét-årige datter Pernille.

Familiens veltjente Skoda er i øvrigt købt for Jeopardy-penge. For udover at være socialpædagog på en døgninstitution i Birkerød er Søren Laursen også en særdeles succesfuld quiz-veteran.

I 1996 blev han femdobbelt stormester og 176.200 kr. rigere i »Jeopardy,« hvilket gjorde ham til den mest vindende deltager nogensinde, og quizmesteren har også deltaget i »Hvornår var det nu det var«, hvor udbyttet blev 14.000 kr.

»Hvad er en Bonobo?«

Søren tænker kort og svarer »en abe« og vinder 500.000 kr.

Hemmeligheden bag Søren Laursens massive quiz-succes er en evne til nemt at huske ting og en sælsom hobby, han har haft fra barnsben: Statistik.

Alt har han lavet statistikker over, og det har givet ham en enorm paratviden. Samlingen tæller blandt andet en komplet statistik over maltesiske landsholdsspillere i fodbold og en liste over danske landsholdsspillere, som aldrig nåede længere end til den nationale bænk. Hobbyen er nedarvet fra morfaren, og Søren Laursen er da godt klar over, at der ikke er meget tjekket-scorereplik-på-et-smart-diskotek over at sige: Jeg samler på statistikker. Det er nærmest lidt støvet og arkivar-agtigt.

»Inderst inde kan jeg godt se, at det er hul i hovedet at lave den slags, men jeg synes, det er sjovt. For ti år siden havde jeg ikke været stolt ved at fortælle det, men nu må hele verden godt vide det,« fortæller Søren Laursen.

»Hvilken af disse Gasolinsange udkom først på plade?«

Søren ser på forslagene: »»Masser af succes.« Den er på Gas 5 fra 75,« svarer han og vinder 1.000.000 kr.

Selv om Søren Laursen har haft tid til at fordøje triumfen, er det stadig uvirkeligt for ham, at han har vundet millionen.

»For mig er det stadig matadorpenge oppe i hovedet,« siger Søren Laursen, der ikke var i tvivl om svaret på finale-spørgsmålet.

»Jeg er vokset op med Gasolin,« kommer det tørt og indlysende fra quiz-kongen, der trods det solide kendskab til Gasolin holder mest af The Beatles.

Og det vil Søren Laursen fortsat gøre. Ligesom han også vil blive ved med at lave statistikker, mens han venter på en ny chance.

»Lige nu er der ikke noget. Men dukker der et godt quiz-program op, så vil jeg da prøve igen.«

Mesteren har talt. Kaffen er drukket, og nu må livet godt gå stille og roligt videre.