Med BT PLUS får du:
- Historien om Jettes svære beslutning og sidste tid
BT PLUS anbefaler også:
I en solplet foran Arresødal Hospice er familien Smed samlet. Marie knæler foran sin mors kørestol. Med uendelig ømhed og stolthed sætter Jette Smed studenterhuen på sin datters hoved.
Egentligt er der stadig fire eksamener tilbage, før Marie kan kalde sig student. Men familien tør ikke vente længere. For ingen ved, om Jette er i live til den tid. Mens Marie som ’næsten’ nyudsprunget student har et helt liv, fyldt af uendelige muligheder, liggende ubrugt foran sig, har 45 årige Jette Smed meget lidt tilbage af sit. BT har fulgt Jette Smed de sidste to måneder af hendes liv. Fra hun bad lægerne om, at stoppe alle forsøg på at kurere hende for den vildtvoksende kræftknude i hendes hjerne. Til hun sidste lørdag blev bisat fra Dråby Kirke.
Tiden har været præget af sorg, smerte og stadig mere søvn. Men også af liv, masser af kærlighed og ind imellem en lille følelse af lykke.
Efter nogle barske måneder i marts og april, hvor lægerne forgæves kæmpede for at gøre Jette rask, og hvor familien Smed kæmpede imod lægerne på Rigshospitalet, der nægtede at indlægge Jette, men i stedet insisterede på, at hun dagligt skulle køres i ambulance fra Hillerød Hospital til Rigshospitalet, trængte familien til ro. Det fandt de på Arresødal Hospice. Da Jette Smed opgav at kæmpe for en mirakuløs helbredelse eller seks måneders ekstra liv, gav hun samtidig sig selv og sin familie tid til at sige farvel og til langsomt at vende sig til det liv, der kommer. Livet efter Jette.
Den 9. maj flyttede Jette og Peter Smed ind på Arresødal Hospice. Dengang var der ingen, der vidste, hvor længe Jette havde igen. Det kunne være én dag, en uge eller en måned, spåede lægerne. Så hver dag, har familien brugt, som var det den sidste. Som Henrik Smed sagde til sin mor, en dag han havde hentet kage og jordbær til hende.
- Fra nu af, har du fødselsdag hver dag.
Familien fik 2 måneder til at sige farvel. Den 3. juli sov Jette Smed ind. I Jettes tilfælde passer netop de ord perfekt. For hver dag sov hun stadig lidt mere. De sidste tre-fire uger helt op til 23 timer eller mere i døgnet.
- Når hun vågnede, sagde hun ikke noget. Kiggede bare på mig. Så talte jeg til hende om kærligheden, der tåler alt og udholder alt. Og bad hende om at give slip, siger Peter Smed. Peter og Jettes kærlighed er af den slags, der holder. Ifølge præsten, der viede dem for 20 år siden, kunne de dengang ikke holde fingrene for sig selv. På trods af sygdommen var de stadig ’pjattede’ med hinanden. De sidste fire måneder vågede Peter ved sin kones sygeseng. Selv når hun sov, har han haft et opmærksomt øje på hende. For selv det mindste lille tegn, en rynke i panden eller en nok så svag stønnen kunne være tegn på, at hun havde ondt og have brug for mere smertestillende medicin.
Efter de udmarvende måneder på hospitalet, var hospicet en lise for parret. I 2½ måned sov Jette i en hospitalsseng, mens Peter lå på en luftmadras ved siden af. Men på stue H på Arresødal Hospice kunne de endelig igen sove sammen. Om natten slog Peter sovesofaen ud og flyttede Jette fra sygesengen til dobbeltsengen, så de kunne falde i søvn side om side. Det var en dejlig påmindelse om livet før kræften.
- Det var simpelthen så hyggeligt igen at kunne ligge i arm sammen, husker Peter den første tid på hospicet.
Efter otte dage, måtte Jette opgive fællessengen. Kroppen var for svag til, at hun kunne vende sig ved egen hjælp, og det var for hårdt for personalet at skulle vende hende i den lave sofa. Men parret fik endnu en nat i samme seng. Deres allersidste.
Den 2. juli var det seks dage siden Jette sidst havde været ved bevidsthed, Peter var sikker på, at hendes sjæl var taget af sted, at det kun var kroppen, der værgrede sig mod at skulle skulle give slip. Hele natten lå han ved sin kones side og bad til Gud om, at lade hans kæreste få fred. Også Thomas, Henrik og Marie sov de sidste tre dage på hospicet, og det var dem, der sad hos Jette, da bønnen blev hørt.
Peter var taget ud for at hente morgenbrød, da han kom tilbage fra byen med basser og blomster under armen, var det sket.
Jette havde trukket vejret for sidste gang. Det var vemodigt, men også godt.
- Det føles dejligt, at hendes lidelser endelig er slut. På trods af det uendelige savn både jeg og vores børn vil få til hende. Hun har betydet alt for os de sidste 20 år, skrev Peter efterfølgende til familie, venner og bekendte, da han inviterede dem til bisættelsen.
Jette selv havde været klar til afgang, siden hun blev indlagt på Arresødal. Hun vidste, at det ikke var en returrejse, hun havde bestilt. Alligevel var hun utålmodig efter at komme afsted.
- Ikke fordi jeg ikke gerne vil være sammen med min familie. Men nu er det ligesom planlagt og så vil jeg gerne have skibet til at sejle. Jeg er ikke den sentimentale type, sagde Jette, da BT besøgte hende i slutningen af maj måned.
I lørdags var mere end 150 mennesker samlet i den lille Dråby Kirke i Jægerspris for at ’vinke’ farvel til Jette Smed. Hun blev sendt afsted med sangen ’Danmark, nu blunder den lyse nat bag ved din seng, når du sover.’ Det er måske ikke den mest traditionelle begravelsessang, men Jette havde ønsket netop den sang, og den passede perfekt på hende og hendes sygdomsforløb. Når Jette vågnede efter 15 eller 20 timers uafbrudt søvn, spurgte hun Peter:
- Er det morgen?
Uanset tidspunktet svarede Peter:
- Når du vågner, er det morgen. Vil du have morgenmad? Og Jette spiste jordbær og youghurt, te og ristet brød. Selvom sygdommen havde hærget hendes hjerne, ødelagt hendes syn, balance og bevægelighed var hendes tale til det sidste klar. Den tone af underfundig humor, som var Jettes særkende, lå stadig og lurede lige under overfladen. Som da en sygeplejerske spurgte, hvilken te, Jette ville drikke til sin morgenmad, og fik svaret:
- Earl Grey - med masser af garvesyre.
Jettes stue på Arresødal var fyldt med buketter, kort og hilsner, sendt fra nære og fjerne slægtninge, naboer, venner og bekendte. Jette fik læst hvert eneste kort op, og hun satte pris på de fortællinger, der fulgte med hver enkelt. Fortællinger om hvordan Jette har fyldt i andres liv.
- Det er næsten som at læse sin egen nekrolog, før man er død, sagde hun. Et kort fra Jettes kusine, ønskede, at Jette ville havde styrke til. ’at acceptere, det, du ikke kan ændre. Og ændre det, du ikke kan acceptere’. Det råd gav mere end god mening.
- Jeg har brugt meget energi og tid på at acceptere, at det sådan her, det er, sagde hun. Når man kun er 45 år, er der meget, som man stadig troede, man skulle. Lige efter Jette blev syg, lavede hun sammen med sin familie en liste over ting, hun ville nå, inden hun døde.
På listen stod:
- 2 overnatninger på Gisselfeld Slot.
.- Middag på hyggelig kro.
- Shoppetur med Marie – La Glace og det hele. Peters dankort med.
- Tur til Sverige og besøge Mormor og Teddy.
- Lille tur med Marie til Mariebjerg Kirkegaard.
- Tivolitur med hele familien.
- Shoppingtur til London.
Jette nåede ikke at sætte hak ved nogle af ønskerne. Alligevel brugte hun ikke sin sidste tid på, at være ’bitter’ over de 30 år eller alle de oplevelser, hun blev snydt for.
I stedet for at drømme om, alt det hun kunne have gjort, lærte sygdommen hende at fokusere benhårdt på ’nu og her’. Blev hun spurgt om, der var noget, hun gerne ville have nået, var det ikke ’endnu en fantastisk rejse til Thailand med familien’ eller en ’weekendtur med Marie’, hun nævnte. Ikke fordi, hun ikke ønskede sig det, men fordi hun vidste, at det løb, var kørt for længe siden. ’Nu og her’ ville hun bare gerne have nået ’at læse alle Anders And Guldbørgerne’, som hun havde hele samlingen af derhjemme. Men selv det ønske ville kræve, at hun holdt sig i live mindst tre uger mere, og det følte hun ikke var realistisk. Derfor var Jette færdig med at sætte sig mål.
Efter måneder hvor læger, fysioterapeuter og strålekanoner fuldstændigt havde taget kontrollen over hendes kalender, prioriterede hun sin sidste tid benhårdt. Gennem livet var Jette dygtig til at tage hensyn til sine medmennesker. Så dygtig at hun nogle gange mærkede andres behov bedre end sine egne. Men at sige ja til alt og alle er en luksus, man kun kan tillade sig, så længe man bilder sig ind, at livet varer uendeligt.
Nøden og døden lærte Jette at tage hensyn til sig selv. At mærke efter, hvad hun havde lyst til.
- Det føles godt, men det virker meget usædvanligt, så jeg har nok ikke har gjort tidligere, sagde hun om sit nyvundne fokus.
Den knappe tid tvang Jette til at fravælge besøg fra mennesker, hun havde kær, for at kunne bruge sin kostbare vågne tid på dem, hun havde allermest nær.
- Jeg er nødt til være sammen med Marie, Thomas og Henrik. De er det rigtige valg for mig lige nu. Når Marie kommer i morgen, får jeg et kram. Vi spiser is sammen og jeg fortæller hende, hvor meget jeg elsker hende, sagde Jette.
Jette hadede at skulle forlade sin datter og snakken om Marie fik tårerne til at varslede skybrud.
- Jeg bliver rørt, når jeg taler om Marie. Men det betyder ikke, at jeg fortryder mit valg eller ønsker at alt er anderledes, sagde hun. Jette accepterede sin skæbne. Men hun havde brug for styrke. Som mange andre, der står overfor det ukendte, fandt hun trøst i troen på Gud.
- Jeg er troende. Det giver mig meget ro lige nu, sagde Jette.
Få dage efter hun var blevet indlogeret på hospicet, sendte Jette Smed bud efter sin præst, hun ville have opfrisket ’Fadervor’, for hun havde brug for at bede en bøn, inden hun skulle sove. Det var vigtigt for hende at komme sikkert gennem natten. Hun var meget opsat på ikke at tage af sted i ly af mørket. Ikke fordi hun var bange. Men for børnenes skyld.
- Det nytter ikke at dø om natten, for jeg vil ikke have, at mine børn og børnebørn bliver bange for at lægge sig til at sove, sagde hun.
Sammen med Peter og præsten skrev hun en bøn, som familien kunne samles om. Hver aften mellem kl. 20 og kl. 21 havde Peter, Jette og børnene en aftale om at mødes på Arresødal og bede aftenbøn sammen:
- Nu lukker sig mit øje, Gud Fader i det høje. og skulle jeg dø, før det bli’r dag, min sjæl i varetægt du tag. For synd og sorg og fare, din engel mig bevare, som ledet har min fod i dag. Amen! For Jette var aftenbønnen en tak for endnu en dag i live. Men den var også forberedelsen på det, der ville komme. Bønnen var en hilsen til Gud om, at Jette var på vej. For hun var ikke ét sekund i tvivl om, at efter livet, venter et nyt liv. Døden er bare overgangen mellem de to.
- Jeg er vokset op med Astrid Lindgren og jeg har sagt til Gud, at det ikke er vigtigt for mig, om det er Himlen, Paradis eller Nangijala, der venter. Det vigtige er, at der ER et sted, hvor man kommer hen. Uanset hvilken destination hun havnede på, vidste Jette, at ville hun blive mødt af sin afdøde mormor, farmor og farfar. Den overbevisning gav hende trøst.
For Jette Smed var et strengt logisk tænkende menneske. Og når hun vidste, at hun så sikkert som ’Amen i kirken’, vil komme til at gense sine afdøde familiemedlemmer. Så var den eneste logiske slutning, at hun også kommer til at se Marie, Peter, Henrik og Thomas igen, når deres tid kommer. Med den sikre forvisning kunne Jette Smed bærer at tage afsted.
- Jeg er ikke bange. Jeg ved, hvor jeg skal hen og det er fint nok. Indtil vi ses igen...
