En til tider lovlig rodet Shu-bi-dua-musical ender som en funklende, teknologisk imponerende og humørfyldt hyldest til de gamle sange.

Det er svært at forestille sig et bredere musikalsk dansk underholdningsfænomen fra tiåret 1975 til 1985 end Shu-bi-dua. Ja, der var jo ’de andre’, som de blev kaldt i Shu-bi-dua, fra Christianshavn, men de var mererabalderstreetungdoms- og subkultur end bandet, der fik Danmark til at synge med på ’Vuffelivov’ og ’Hvalborg’.

Shubberne besad et sprogligt og musikalsk overskud og en poetisk finurlighed, som gør, at deres sange sidder på læberne af nu tredje generation.

’Shu-bi-dua - The Musical’ er bygget op omkring historien om drengen Mik, der lider af ’shubi’. En sygdom - en form for positiv skizofreni - som betyder, at han søger ind i et fantasiland befolket af to usynlige venner, der understøtter hans store kreativitet. Det bifaldes dog bestemt ikke af hverken lærerne eller hans mor. En del af hans fantasiland består af en bar, der bebos afMiks afdøde far og en lille flok kanaljer.

Såre sympatisk drenge-Mik

Mik vender shubien ryggen, bliver normal, lærer at udnytte shubien som voksen, knækker sammen og finder en løsning til sidst.

Alment menneskelige emner som mobning, identitet, utilpassethed, tab, savn og kærlighed er på spil. Det er såre sympatisk at følgebarnet Miks kamp mod sine venligtsindede dæmoner, presset af den fortvivlede mor, en velspillende Meike Bahnsen. Vi er i dén grad med Mik (spillet af Daniel Hersig) fra begyndelsen.

Især i første afdeling er der mange spor, mange skift, hvorimod tempoet falder i anden afdeling efter Miks kokainfyldte flirt med reklamebranchen, og historien finder et mere afklaret leje. Trods et par lidt forvirrende skift i tid.

Bedre bliver det ikke af, at nogle figurer omkring hovedfigurerne er fór karikerede. Mik selv, hans veninde/kæreste, Kristine Yde, mor og faren Ole Boisen (han var svær at høre) giver deres figurer kød og blod, men de spiller op imod deciderede papfigurer.

Teknologisk triumf

Iscenesættelsen er til gengæld en avanceret teknologisk triumf for det østjyske teater.

Takket være en virkelig kreativ udnyttelse af den moderne LED-teknik kan castet bevæge sig ubesværet fra det ene scenografiske glansbillede til det andet. Hjemme, ude, fra virkelighed til drømmebilleder.

Det er rigtig valgt at henlægge handlingen til sangenes samtid. Faktisk er der en imponerende detaljerigdom i disse tidsbilleder.

Der er superflotte dansenumre og innovative løsninger med hele castet på scenen – ’Nam-nam’ allerede i begyndelsen, en imponerende ’Melankolini’ med den helt unge Daniel Hersig flot syngende i forgrunden. De to prægtige ’Rund Funk’ og ’Rom & Cola’ på Trinidad, fyldt med fest og swing.

Musikalsk set er der mange rigtig smarte valg. Nogle af klassikerne leveres i lidt kortere versioner, nogle er mikset sammen med andre.

 

Danmark har det Shu-bi-dua, vi fortjener – Shu-bi-duas sange har fået den musical, de fortjener. Michael Bundesen får den hyldest, han så rigeligt fortjener.

’Shu-bi-dua - The Musical’ er først og fremmest en kollektivets sejr, som man ville sige i sportsverdenen. På et tidspunkt, hvor megen scenekunst øst for Fredericia bæres igennem af store, dyre stjernenavne, er dét egentlig slet, slet ikke så skidt.