Onsdag afslørede Roskilde Festival, at den tidligere ’X Factor’-vinder Martin Hedegaards projekt Saveus til sommer åbner den legendariske Orange scene. Hans gamle mentor Remee er stolt.

Martin Hedegaard er skoleeksemplet på, at man sagtens kan blive til noget, selvom man har været med i ’X Factor’.

Den første vinder af DR’s talentkonkurrence gjorde i 2015 et comeback på musikscenen under kunstnernavnet Saveus til stor begejstring for både publikum og anmeldere.

Året efter blev han som den første ’X Factor’-vinder booket til at spille på Roskilde Festivalens talentscene, og til sommer får Martin Hedegaard nu lov til at stå på Danmarks mest legendariske scene, når han åbner Roskilde Festivalens Orange scene.

»Jeg er meget beæret over, at Roskilde Festival har udpeget Saveus til at åbne Orange scene. Roskilde er en festival, vi alle er kommet på flere år i streg, siden vi var gamle nok, og allerede da vi spillede på Countdown-scenen i 2016, var det en kæmpe drøm for os blot at komme på plakaten. At skulle spille på deres største scene til sommer er en kæmpe drøm, der går i opfyldelse,« lød det i går fra Martin Hedegaard i en pressemeddelelse.

Saveus koncert på Northside Festival Fredag den 9. juni 2017.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017)
Saveus koncert på Northside Festival Fredag den 9. juni 2017.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017) Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Det er ti år siden, at han 15 år gammel vandt ’X Factor’ med Remee som sin mentor. De lavede et album sammen, men derefter skilte deres veje. Da der i går var ’X Factor’-pressemøde i DR Byen, var det alligevel en stolt Remee, der kunne juble over, at hans gamle elev nu for alvor er blevet en del af den etablerede danske musikbranche.

»Det er så stort. Og poetisk at han skal spille dér lige netop nu, hvor ’X Factor’ jo slutter (På DR, red.). Jeg er så stolt af ham. Fra de første tyve sekunder jeg hørte ham synge til audition, vidste jeg, at han var et musikalsk geni. Jeg har siddet og set hans audition-video igen og igen og igen.«

Selvom de ikke har haft den store kontakt de sidste mange år udover et par sms-korrespondancer, glæder Remee sig til at se Martin Hedegaard på Roskilde festivalen til sommer.

»Jeg glæder mig til at se ham. Og jeg synes, det er super godt booket af Roskilde, for jeg ved, han kommer til at lægge lortet ned. Hans evne til at levere noget, der både er iørefaldende og kæmpe musikalsk er på et meget højt plan.«

Torsdag afslører Roskilde festivalen det fulde program, der indtil videre består af hovednavne som Eminem, Gorillaz, Bruno Mars, Nephew og David Byrne.