Du kender den klassiske fodlænke.

Efter en fængselsdom indstiller man den dømte persons fodlænke til at alarmere politiet, hvis vedkommende bevæger sig for langt væk.

Men hvad hvis man vender tanken om?

Hvis man nu indstiller den til at alarmere politiet, hvis man bevæger sig ind i et særligt område?

Den tanke kalder krisecentret og organisationen Danner for 'den omvendte fodlænke', og specifikt vil den kunne være med til at minimere eller forhindre stalking, chikane og eventuelle mere alvorlige hændelser.

»Den omvendte fodlænke tjener det formål at beskytte de personer, der har været udsat for chikane, stalking eller trusler om drab. Den bliver sat på den person, der har et tilhold, og så alarmerer den politiet, hvis man kommer ind i tilholdszonen,« forklarer direktør i Danner, Mette Marie Yde, og fortsætter:

»Vi ved, at det tit er for sent med eksempelvis en overfaldsalarm. Idéen er god, men ofte står vedkommende jo foran kvinden, når hun trykker på alarmen. Her vil det ske lang tid før.«

Derfor har Danner startet en underskriftsindsamling, der i skrivende stund har lidt mere end 48.000 støtter.

Formålet er klart: Den omvendte fodlænke skal tages i brug i Danmark hurtigst muligt.

I Norge har man nemlig allerede i flere år haft stor succes med den omvendte fodlænke, og herhjemme er der da også politisk opbakning til at få den taget i brug.

Sidste år var man i Folketinget enige om at se på muligheden for at få den omvendte fodlænke i brug, men så kom der et uventet bump på vejen:

It-problemer.

»Vi ved, at der er politisk opbakning, men at politiets it-systemer ikke kan følge med på nuværende tidspunkt. Vi har derfor lavet underskriftindsamlingen for at lægge et pres, så der ikke er går fem eller ti år, før vi har den omvendte fodlænke. Det er meget vigtigt,« siger Mette Marie Yde. 

Har du været udsat for stalking, og vil du være med til at sætte fokus på den omvendte fodlænke? Så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv en mail på sebj@bt.dk.